Fremskridt i biodiversitet-forhandlinger i Japan

BIODIVERSITET: Det lover godt for FN-forhandlingerne om biodiversitetens fremtid i Japan. Det mener Danmarks Naturfredningsforening og Greenpeace, der netop nu følger forhandlingerne om beskyttelse af klodens mangfoldighed.

"Jeg er fortrøstningsfuld. Der er blevet lagt rigtig meget energi i at få   forhandlingerne til at falde ud på en positiv og ambitiøs måde. Man gør meget for at nå hinanden. Jeg tror, vi kan vente os noget rigtig fornuftigt i løbet af de næste dage," fortæller Ann-Berit Frostholm, konsulent i Danmarks Naturfredningsforening.

Forhandlingerne på konventionen omfatter tre overordnede områder. For det første en strategisk plan, der skal fastsætte mål og delmål for, hvornår og hvordan tabet af biodiversitet standses. For det andet en ny international og juridisk bindende protokol om biopirateri, som skal sikre, at u-landene får del i gevinsten, når virksomheder henter genetisk materiale i u-landenes regnskove og havområder. Og for det tredje er der et spørgsmål om finansiering af og hjælp til u-landenes indsats for biodiversiteten.

"Forhandlingerne er blevet udsat af flere omgange, fordi man er i gang med en rigtig god proces, som man gerne vil køre videre med," siger Ann-Berit Frostholm.

Login