Bioforgasprojekt modtager forskningspris
Bioforgasningsteknologi modtager Energinet.dks ForskEL-pris 2011. Teknologien skal være med til at binde el og gas sammen i fremtidens energisystem.
Energinet.dks ForskEL-pris 2011 gik i år til et projekt ledet af BioSynergi. Projektet, Fuldskala, er et bioforgasningsprojekt, som demonstrerer et trinopdelt forgasningsanlæg. Prisen blev uddelt på energiforskningsprogrammernes årlige møde, EnergiForsk 2011, i København.
"Vi ved, at samspillet mellem el- og gassystemerne bliver en afgørende faktor i fremtidens energisystem. Derfor er det en stor fornøjelse at tildele prisen til et projekt, der arbejder så ambitiøst med at udvikle de teknologier, vi får brug for i arbejdet frem mod et energisystem, der er uafhængigt af fossile brændsler," siger forskningschef i Energinet.dk, Kim Behnke i en pressemeddelelse.
Gennem hele forløbet har man i projektet arbejdet med en særlig finansieringsmodel, der gør det muligt at lave en tredjepartsfinansiering i stil med det, man engang gjorde ved finansiering af vindmøller. På den måde kan investorer tjene penge og udbredelsen af teknologien få et boost.