Ellemann lancerer kampagne mod trafikstøj

TRAFIKSTØJ: Miljøministeriet, Socialministeriet og Landsbyggefonden er gået sammen om kampagnen "Rolig Bolig", der skal informere almene boligselskaber om, hvordan de kan reducere støjbelastningen fra trafikstøj. Boligforeningen Lejerbo tager godt imod kampagnen.

Kampagnen er et samarbejde mellem Miljøministeriet, Socialministeriet og Landsbyggefonden, og formålet er at sætte fokus på, hvordan de almene boligselskaber kan tænke støjreduktion ind, når mange tusinde almene boliger de kommende år alligevel skal renoveres.

"Støj er et problem, som vi skal tage alvorligt, og som alle skal være med til at løse. Mange boligorganisationer skal renovere inden for de kommende år, og her er det helt oplagt at overveje muligheden for lydtætte vinduer, støjskærme og stille gårdmiljøer," skriver miljøminister Karen Ellemann i en pressemeddelelse.

Trafikstøj koster to mia. kr.
I sidste uge konkluderede De Miljøøkonomiske Vismænd i den årlige rapport, at trafikstøj årligt koster samfundet over to milliarder kroner i gene- og helbredsomkostninger. Vismændene anbefalede blandt andet, at trafikstøjen i de mange udsatte boliger kan reduceres ved at lydisolere vinduer og gavle og opsætte støjskærme og støjsvag asfalt. Og det et netop disse anbefalinger, den nye kampagne vil opfordre boligselskaberne til at indtænke i kommende renoveringsprojekter.

Login