Kommuner overskrider frister for husdyrgodkendelser

LANDBRUG: Der er stadig problemer med husdyrgodkendelserne, viser ny opgørelse. Miljøministeren er i samråd om sagen i dag, onsdag.

Opgørelsen viser, at kommunernes sagspukkel bliver mindre, men der er stadig 1.160 sager tilbage i bunken. Desuden er der problemer med sagsbehandlingstiden. Fra 1. oktober i år skulle de enklere sager være afgjort efter 6 måneder, mens de mere komplicerede skulle være afgjort efter 9 måneder, men opgørelsen pr. 1. september viser, at 56 procent af sagerne overskrider 6 måneders-fristen, mens 46 procent af de komplicerede sager overskrider 9 måneders-fristen.

Imidlertid gør Miljøstyrelsen opmærksom på, at man forventer, at kommunerne afgør ekstra mange sager i september, fordi den kommunale tilskudspulje har deadline 1. oktober. Hvis kommuner ikke når denne deadline, skal de betale tilskudspengene tilbage, og derfor forventes det, at mange kommuner netop nu har travlt med at få afsluttet mange sager.

Minister i samråd 
Problemerne med husdyrgodkendelser har stået på, lige siden loven blev vedtaget. Det tager lang tid for kommunerne at behandle sagerne, og derefter bliver mange sager påklaget til Miljøklagenævnet. Her er sagsbehandlingstiden også lang - og ofte beslutter nævnet, at sende sagerne tilbage til fornyet behandling i kommunerne. Det betyder, at mange landmænd venter i årevis på en afgørelse. Nu har Socialdemokraterne mistet tålmodigheden. Derfor har partiets miljøordfører, Mette Gjerskov, kaldt miljøministeren i samråd om sagen i dag.

Login