Minister vil sammenlægge to klagenævn

SAMMENLÆGNING: Miljøministeren har sendt sit lovforslag om sammenlægning af Naturklagenævnet og Miljøklagenævnet til høring.

By- og Landskabsstyrelsen har sendt et lovforslag i høring til den 27. oktober 2009, som foreslår at samle Naturklagenævnet og Miljøklagenævnet i ét nævn, Natur- og Miljøklagenævnet. Formålet med sammenlægningen er at forenkle, styrke og effektivisere klagesagsbehandligen.

"Det nye, samlede klagenævn bliver i stand til at løse sine opgaver mere fleksibelt, fordi alle medarbejdere er samlet i ét sekretariat under én fælles formand. Det betyder, at ekstra kræfter kan sættes ind der, hvor der er mest brug for det. Jeg er sikker på, at borgere, organisationer og andre, der klager over miljø-myndighedernes afgørelser, vil opleve det som en fordel," siger miljøminister Troels Lund Poulsen (V) i en pressemeddelelse.

Forslaget indgår i regeringsgrundlaget 'Mulighedernes samfund' fra november 2007 og udmønter en aftale mellem regeringen og DF om modernisering af klagesystemet på natur- og miljøområdet og styrkelse af borgernes retsstilling.

Login