DN vil politianmelde naturforbrydelser

Danmarks Naturfredningsforening kritiserer kommunalpolitikere for ikke at politianmelde landmænd, der dyrker beskyttede naturområder.

Kritikken kommer, efter at en landmand i Ringkøbing-Skjern Kommune har pløjet og dyrket 21 hektar beskyttet natur. Kommunens teknik- og miljøforvaltning anbefalede at politianmelde landmanden, men dette valgte kommunalpolitikerne ikke at gøre. I stedet krævedes det, at lodsejeren genetablerer området.  

"Dermed åbner politikerne op for, at landbruget frit kan overtræde loven uden at frygte for konsekvenserne. Og sagen viser, at armslængdeprincippet endegyldigt er borte med amterne, og lokale særinteresser nu står over hensynet til beskyttet natur. Derfor vil Danmarks Naturfredningsforening fremover politianmelde de sager, hvor de lokale politikere ikke gør det," siger René la Cour Sell, direktør i Danmarks Naturfredningsforening. Han mener, at landmændene slipper for let afsted med at bryde naturbeskyttelsesloven.

Login