Arbejdsgruppe skal bekæmpe ulovlige pesticider

PESTICIDER: Indsatsen mod ulovligt importerede pesticider skærpes næste år, fastslår miljøminister Troels Lund Poulsen (V).

"Jeg har bedt Miljøstyrelsen om at gå i dialog med Plantedirektoratet, Skat og Politi med henblik på etablering af en fælles arbejdsgruppe, der inden udgangen af marts 2010 kommer med forslag til en styrket indsats på området," skriver ministeren i et svar til Folketinget.

Han understreger, at Skat, Plantedirektoratet og Miljøstyrelsen allerede har et velfungerende samarbejde, og at det i Grøn Vækst blev aftalt at tilføre flere midler til kontrol af ulovlig pesticid-import.

Endvidere oplyser ministeren, at det kan blive nødvendigt med ny lovgivning, ligesom han opfordrer landbrugets konsulenter til at informere bedre om reglerne.

Login