Hård kritik af ny miljøskadelov

NYHED: Den ny miljøskadelov er en gang makværk, mener miljøprofessor. Miljøstyrelsen afviser kritikken.

Den ny miljøskadelov, der forstærker forurener-betaler-princippet, bliver nu kritiseret for at være komplet uforståelig.

Ifølge miljøprofessor Peter Pagh fra Københavns universitet nærmer loven sig "kafkaske dimensioner", fordi der er uklart, hvilken myndighed der skal behandle sager om miljøskader.

"Det er noget håbløst makværk," siger Peter Pagh til Jyllands Posten. Han var selv med i den ekspertgruppe, der sidste år fik politikerne til at skrotte det første udkast til loven.

I henhold til EU skulle loven allerede være trådt i kraft den 30. april 2007. Nu træder den i kraft 1. juli i år.

Miljøstyrelsen afviser kritik
Advokatrådet kritiserer også loven, fordi Miljøstyrelsen har lavet en vejledning på 109 sider i at definere, hvornår noget kan karakteriseres som en miljøskade:

"Det vil jo sige, at Miljøstyrelsen (som har lavet vejledningen, red.) sidder og afgør, hvad gældende ret er uden om politikerne," siger advokat Håkun Djuurhus, ekspertmedlem i Lovudvalget under Advokatsamfundet.

Kontorchef i Miljøstyrelsen Karen Aarøe afviser kritikken men erkender, at loven er kompleks.

Login