DONG's pris for elbiler er urealistisk

NOTE: Bil Magasinet kan i dag afsløre, at DONG Energys plan om elbiler på vindmøllestrøm bygger på ikke-eksisterende tal.

Energiselskabet DONG Energy var torsdag ude i de danske medier med planen om, at hver femte solgte bil i Danmark i løbet af få år skal køre på el.

DONG Energy nævner i planen en pris på under 100.000 kr. for en elbil som en Renault Laguna. Men hvor energiselskabet har dette tal fra synes at være en gåde.

Renault uforstående
Renault Danmark har ingen anelse om, hvad en bil som en batteridreven Laguna vil kunne sælges for i Danmark. 

"Jeg synes, det er spændende med et stort dansk projekt med elbiler. Renault kommer med en masseproduceret elbil i 2012, der vil komme til salg i Danmark som det første marked i verden - iøvrigt sammen med Israel, hvor man jo gerne vil slippe for at være afhængig af arabisk olie.

Men prisen for elbilen har vi ingen indikationer om.

Vi har forpligtet os til at levere bilen, men ikke batterierne. Renault bruger i øjeblikket 200 millioner euro om året på at udvikle elbilen, så vi mener det alvorligt," siger Søren Hyltoft Thomsen, pressechef for Renault Danmark, til Bil Magasinet. 

Et politisk indlæg
"Der er klimatopmøde i Danmark i 2009 og jeg tror, du også skal se DONG's plan som et politisk indlæg. Men det gør det ikke mindre spændende," siger Søren Hyltoft.

Login