Kendt klimakommentator roser Thorning

ENERGI: Amerikansk klimakommentator roser Helle Thorning-Schmidts beretning ved Bill Clinton-konference i New York.

Den kendte amerikanske klimakommentator Thomas L. Friedman roser Helle Thorning-Schmidt (S) for beretningen ved klimadebatten ved Clinton Global Initiative i New York i september.

Friedman roser blandt andet Thorning for at fremhæve to globale hovedregler, som regeringer verden over skal følge, hvis de vil lære af det danske energieksempel og implementere vedvarende energi.

"For det første: Markedet kan ikke gøre det alene. Hvis en ordentlig incitamentstruktur er på plads, kan markedet være en god motor, men det kan ikke stå alene. For det andet, så kan man ikke løse globale problemer individuelt," sagde Helle Thorning Schmidt.

Inviteret af Bill Clinton
Helle Thorning-Schmidt var inviteret til Clinton Global Initiative af den tidligere amerikanske præsident Bill Clinton.

Thorning deltog i et debatpanel med flere prominente ledere. Bl.a. Israels præsident Shimon Peres, San Franciscos borgmester Gavin Newsom og præsidenten for The World Bank Group, Robert Zoellick.

Paneldebatten, der blev styret af den kendte nyhedsvært Tom Brokaw, handlede om, hvordan man globalt kan integrere løsninger inden for vand, mad og energi.

Som dansk repræsentant fortalte Thorning-Schmidt om den danske energipolitik, der blev grundlagt i 1970'erne under oliekrisen, og som har ført til, at 19,7 pct. af Danmarks elforsyning kommer fra vedvarende energi (kilde: Energistyrelsen).

Helle Thorning-Schmidt lagde vægt på, at det ikke kun er små lande som Danmark, der kan opnå de energiresultater, som Danmark har.

Login