SF på vej op fra Hades

Det hører til sjældenhederne, at et politisk parti har et succeskriterium, der ligger fire mandater under end det seneste valgresultat, når det forrige valg i forvejen var skuffende. Men sådan er det ikke desto mindre for SF, der vil stille sig tilfreds med 12 mandater næste gang. Det er det antal mandater, partiet har i dag – efter en fjerdedel af folketingsgruppen er hoppet af siden 2011.

Ydmygheden er forståelig, når man ser på SF's nyere historie. I Annette Vilhelmsens sidste tid som SF-formand var der horrormålinger på omkring tre procent, og centrale SF-politikere frygtede reelt, at partiet ville ende under spærregrænsen.

Men med et tiltrængt formandsskift og et ligeså tiltrængt regeringsexit opstod der nye muligheder. SF er ikke endt i et perspektivløst limbo mellem regeringen og Enhedslisten, som nogle forudså, men er tværtimod ved at finde en selvstændig position.

Behov for arbejdstilsynet
Den nye formand Pia Olsen Dyhr har efterhånden fået skudt sig ind på en holdbar kurs såvel internt som eksternt. Det var der ellers ikke meget, der tydede på lige i starten.

Pia Olsen Dyhr udnyttede, at hun overtog et parti i granatchok, hvor størstedelen af medlemmerne var villige til at acceptere hvad som helst, bare man fik en kompetent leder. Hun trynede venstrefløjen på landsmødet i marts og lagde op til en meget bastant styring af partiet. Hun fremstod personligt bitter og ærgerlig over, at hendes ministerpost var blevet kørt over af en damptromle.

På de første gruppemøder efter formandsskiftet var stemningen så dårlig, at gruppemedlemmer mumlede om, at arbejdstilsynet for længst havde skredet ind, hvis SF var en almindelig arbejdsplads. Men efter en serie sværdslag om partiets nyere historieskrivning – hvem der sagde hvad i de dramatiske dage i januar – begyndte fronterne langsomt at blive jævnet ud.

Den benhårde ledelsesstil blev modereret, og kritikere som Lisbeth Bech Poulsen og Özlem Cekic kom ind i varmen igen. Der bliver aldrig tale om et slyngvenindeforhold mellem Pia Olsen Dyhr og venstrefløjsideologen Trine Pertou Mach, men forholdet er mindre anspændt end tidligere, og et vist professionelt samarbejde er etableret.

Arvefjendeopgør
Selv den hårdtslående tømrer Karsten Hønge har fået et udmærket forhold til både Pia Olsen Dyhr og gruppeformand Jonas Dahl. I ledelsen anerkender man, at "Vikaren fra helvede" er en stærk kommunikator, og at han kan nå vælgergrupper, ingen andre i folketingsgruppen kan nå.

Hønge er et kapitel for sig selv: Han er den ”vikar” i hele Folketingets historie, der har haft størst indflydelse på den politiske historieskrivning, og da Anne Baastrup for nylig varslede sin tilbagevenden til oktober, lød overskrifterne ikke, ”Baastrup vender tilbage”, men derimod ”Hønge forlader Folketinget”.

Vikaren blev katalysator for den enorme SF-frustration med regeringsdeltagelsen, men uden hans kommunikative gennemslagskraft havde modstanden mod Goldman Sachs ikke nået en styrke, der kunne true regeringen.

Nu venter alle på sidste runde af arvefjendeopgøret på Fyn mellem Karsten Hønge og Annette Vilhelmsen. Hønge regnes for en betydelig stærkere politiker end Vilhelmsen, men med sine meget runde og inkluderende formuleringer taler Vilhelmsen samme sprog som en del af SF's offentligt ansatte kernevælgere.

Vilhelmsen vandt for nylig over Hønge i en urafstemning om at blive den lokale spidskandidat, men sejren var så snæver, at den har givet Hønges støtter blod på tanden. Ved urafstemningen var Vilhelmsen begunstiget af, at hun var eneste kvinde på en liste, hvor medlemmerne kunne stemme på fire kandidater, og hvor mange var tilbøjelige til at inkludere en kvinde på listen. Den fordel har Vilhelmsen ikke ved folketingsvalget, ligesom den kontroversielle Hønge sandsynligvis står stærkere blandt vælgerne end blandt medlemmerne.
Opgøret er helt åbent.

SF'eren der ikke var socialist
Afhopningen af en række af SF's centrale politikere efter det bratte regeringsexit var i situationen en uhyggelig svækkelse af partiet. Men den åreladning er blevet lettere at tackle, fordi afhopperne siden hen er fremkommet med nærmest syrede udtalelser:

Først kom Ole Sohn med udmeldinger om et tiårigt skattestop for erhvervslivet og lave lønstigninger for arbejderne, forslag hans nye partifæller i Socialdemokratiet tog skarpt afstand fra.

Derefter forbløffede den nu radikale Ida Auken alt og alle ved at udtale, at hun ”aldrig har kaldt sig socialist”. Som en tidligere partifælle tørt bemærkede, havde hun åbenbart aldrig opdaget, hvad S'et i SF står for.

Og endelig udtalte den tidligere formandskandidat Astrid Krag, at hun ”altid har været socialdemokrat”. Noget, der virkede en anelse provokerende på dem, der havde støttet hendes kamp for at blive formand i SF. Heriblandt Pia Olsen Dyhr.

De overraskende markeringer fra afhopperne har været med til at kitte de tilbageværende SF'ere sammen – og i den grad minimere savnet af deres tidligere partifæller.

Vigtige veteraner
I det daglige har Pia Olsen Dyhr ikke alene et nært samarbejde med gruppeformand Jonas Dahl. Også partiets veteraner – og indbyrdes rivaler – Steen Gade og Holger K. Nielsen er tæt på den nye formand.

Steen Gade har fra starten været en slags mentor for Pia Olsen, mens forholdet til Holger K. langt fra altid har været nært. Men de har fået et pragmatisk samarbejde gennem de seneste måneder, og det var en betingelse for den nye SF-formand, at begge veteraner erklærede sig rede til at genopstille.

Kritik af regeringen
På det politiske plan er en mere selvstændig linje ved at tage form. Den første del af Pia Olsens formandstid var domineret af frygten for at begå fejl, der kunne skabe ny uro suppleret af en ulyst til at kritisere de tidligere regeringspartnere. På SF's gruppemøder lød mantraet konstant, at man kun måtte rette skytset mod de borgerlige.

Men SF-formanden indså snart, at det også var nødvendigt at markere kant til regeringen, hvis man skulle finde en ny platform at stå på. Det begyndte under valgkampen til Europa-Parlamentet, hvor Helle Thorning-Schmidt (S) til SF's overraskelse fejede problemerne med velfærdsturisme af bordet.

I realiteten lå SF's egen spidskandidat til EP-valget Margrete Auken tæt på Thornings linje, og til Altinget kaldte Auken velfærdsturisme for ”et infamt ord”. Auken var et decideret wildcard, men heldigvis for SF fokuserede medierne ikke på, hvor langt Auken i virkeligheden ligger fra partilinjen, og EP-valget endte med at blive en sjælden succesoplevelse for SF.

Kritikken af regeringen er siden blevet skærpet i takt med SF's voksende selvtillid, og den sidste uge har budt på direkte angreb på Margrethe Vestager (R) og Helle Thorning i forbindelse med den genoplivede dagpengedebat.

Inden SF's sommergruppemøde onsdag og torsdag havde såvel Thorning som Vestager kategorisk afvist at ændre på dagpengereglerne, tydeligvis for at signalere til SF og Enhedslisten, at det ikke er der, de skal gøre sig håb om at få indrømmelser under finanslovsforhandlingerne. Men det virkede ikke efter hensigten, og SF'erne satte trumf på ved at holde deres sommergruppemøde i – det tidligere kernesocialdemokratiske – Metals A-kasse.

DF som taktisk partner
Samtidig har Pia Olsen Dyhr strakt hånden frem til Dansk Folkeparti i forsøget på at presse regeringen. Frieriet startede allerede i SF-formandens 1. maj tale og blev udvidet i et stort BT-interview mellem hende og DF-formand Kristian Thulesen Dahl umiddelbart før sommergruppemødet.

Tilnærmelsen har en anden karakter end den traditionelle ”nu skal vi afsløre, at DF ikke er til noget”. Der ligger reelle hensigter bag fra både Thulesen og Dyhr, der i modsætning til de tidligere formænd Villy Søvndal (SF) og Pia Kjærsgaard (DF) har et udmærket forhold til hinanden.

For SF giver det et større spillerum i forhold til finanslovsforhandlingerne, at DF også er en mulig partner, så man ikke kun er afhængig af, at Enhedslisten går med i et forlig. Kan man få DF med i en aftale, vil den også binde efter en borgerlig valgsejr. Det er håbet, at Dansk Folkeparti under en borgerlig regering vil indgå i et socialpolitisk flertal med EL, SF og et reformeret socialdemokrati.

SF har meget langt til tidligere tiders storhed, men truslen fra spærregrænsen er væk, og partiet fremstår ikke længere som en samspilsramt familie, der skal have hjælp af de sociale myndigheder. Som det var tilfældet, da et SF i opløsning røg ud af regeringen i slutningen af januar.

Det ironiske er, at hvis Pia Olsen Dyhr havde fået sin vilje den højdramatiske nat i januar, havde SF sandsynligvis stadig været i livsfare. En selvstændig position og en ny formand var betingelsen for, at SF kunne starte rejsen tilbage fra dødsriget.

Denne artikel er en del af Altinget : magasin. Læs hele magasinet her.

erik@altinget.dk