TV 2: Tv-serier er også fiktion til danskerne

DEBAT: Lad TV 2 få lov at bruge en del af de 60 millioner til danske film og den anden del til et fiktionsprodukt, som er tilpasset TV 2's egen tv-platform og den nye medievirkelighed. Sådan lyder opfordringen fra Lotte Lindegaard, kanalchef på TV 2.

Af Lotte Lindegaard
Kanalchef, TV 2

Lad mig slå det fast med det samme: På TV 2 elsker vi danske film. Vi er fornøjede, når de trækker mange danskere i biografen. Vi programsætter dem med stor omhu og er glade, hvis de høster gode seertal.

 

Vi er, som så mange andre, stolte langt ind i vores fælles lilleput-sjæl, når dansk film modtager priser og roser i udlandet.

 

På TV 2 elsker vi dog dansk tv-fiktion endnu højere. Og seerne er tilsyneladende enige. For nylig trak DR's 'Arvingerne'  næsten to millioner seere pr. afsnit, mens 1,5 millioner så 'Badehotellet' på TV 2, og 1,2 millioner seere fulgte 'Dicte' samme sted.

 

Fiktion på danske serieformater
Seerne er vilde med dansk tv-drama, og vi leverer alt, alt for lidt. Dansk tv-fiktion er ligesom filmene blevet eksportvarer og prisvindere, og de gode serier giver tv-kanalerne profil og danner fællesskab om danske værdier og danske dagsordener.

 

TV 2 er i dag forpligtet til årligt at investere 60 millioner kroner i danske dokumentarer og spillefilm - en forpligtelse, som blev indført i en tid, hvor TV 2 stadig fik licens, og ikke som i dag udelukkende finansieres via reklamer og abonnementsindtægter.

 

Vi vil faktisk gerne forpligte os til at afsætte samme beløb, men det er TV 2's klare ønske, at vi fremover kan anvende en del af pengene på andre former for fiktion end film - nemlig på danske serieformater.

 

Faktum er, at livscyklus for en dansk film i dag er markant anderledes end tidligere og på ingen måde gunstig for TV 2. Lad mig tage 'Hvidsten Gruppen' som eksempel på en film, som TV 2 via sin forpligtelse har været med til at finansiere. Filmen havde biografpremiere i marts 2012.

 

Allerede fire måneder senere, efter den var blevet set af 750.000 biografgæster, kunne den ses på VOD hos YouSee, og snart efter kom den på iTunes og blev udgivet på DVD, ligesom den i en periode kunne ses på Pay-TV. Først efter 1. marts 2014 – to år efter biografpremieren – kunne den vises på TV 2, hvor den ramte skærmen i påsken.

 

Lad TV 2 bruge penge på et fiktionsprodukt
Ændrede forbruger- og tv-vaner betyder, at udviklingen mod mere VOD-sening bevæger sig med hastige skridt, og vi forudser, at danske film vil få et stadigt sværere liv på tv-skærmen. Det gode liv findes til gengæld i overmål for de danske dramaserier, men vi har behov for at lægge en større volumen ud i branchen for at kunne få tv-fiktion i tilstrækkelig høj kvalitet.

 

Vi skal dyrke det talent, der kan arbejde i serieformatet, og ud over TV 2's store serier afsøger vi lige nu to veje: Miniserierne, som giver nye muligheder for det store, etablerede danske talent, og den længerevarende hverdagsdramatik eller komedieserie til afprøvning af de nye talenter.

 

Her kan TV 2 på fornem vis bidrage til udviklingen af fiktion til danskerne – blot i form af tv-serier. Så opfordringen herfra lyder: Lad os få lov at bruge de 60 millioner bedre. Lad os bruge en del af dem til danske film ganske som hidtil og den anden del til et fiktionsprodukt, som er tilpasset vores egen tv-platform og den nye medie-virkelighed.

Dermed får både branchen og seerne glæde og gavn af TV 2's engagement.   

Forrige artikel Kulturen skaber ikke sig selv i landdistrikterne Kulturen skaber ikke sig selv i landdistrikterne Næste artikel Hvor blev hele teaterturné-området af? Hvor blev hele teaterturné-området af?