Politikere mangler holdninger til kunsten

Af Morten Kirkskov
Teaterchef ved Aalborg Teater 

Kulturmødet på Mors i august var naturligvis pænt besøgt af kulturpolitikere. Ministeren, udvalgsformanden, ordførere fra forskellige partier og masser af kommunal- og regionspolitikere.

Et par partier glimrede ved fravær. Enhedslisten beskæftiger sig ikke med det fisefornemme stads.

Og Liberal Alliance mener, at kulturen må sejle sin egen sø – og i begge tilfælde er det vel så ok at blive væk.

Man mistænker imidlertid nogle af dem, der var tilstede for faktisk at kunne lide deres område.

De argumenterer passioneret og afslører gerne og levende, hvad der personligt tænder dem af kunst og kultur.

Alt sammen fint, og helt i tråd med folke- og kulturmødeånden, som er demokratiets ånd: Alle har ret til en fed mening, og det gør ikke noget, hvis den præsenteres lidt nøgen og på slap line. Vi er jo på ø-lejr.

Savner holdning 
Men vi savner noget, når vi står lænet op ad bagvæggen med sur hvidvin i glasset og lytter til disse på hver sin måde fornuftige mennesker.

Vi savner holdning. Synspunkter er der nok af. Men holdninger er det sjovt nok mest ministeren, der kommer bare i nærheden af.

Holdninger er farlige for vælgertilslutningen, har de lært, og holdninger kræver mod til at løbe den risiko at blive upopulær.

Man kunne også hævde, at man løb risikoen for at blive populær, men i så fald kun for de få.

Og politisk succes som den defineres i det danske folkestyre, accepterer ikke et kvalitativt, men kun et kvantitativt måleparameter.

Holdninger til hvad? Jo, hvad med forskellen på kunst og kultur? Hvorfor er noget kunst ikke kunst, men bare kultur?

Og hvorfor er noget kunst bedre end andet kunst og skal derfor støttes? Det undgår politikerne behændigt at udtale sig om.

Armslængdeprincippet og udtryk som bredde og mangfoldighed hives op af skuffen som undskyldninger for ikke at svare på spørgsmålet. Og straks bliver det, der kunne være en holdning reduceret til det, der skuffende ligner, nemlig til et synspunkt, som ingen gider at anfægte.

Et synspunkt som skynder sig at tale om kultur og ikke om kunst, uden i øvrigt at begive sig af med at definere forskellen. På det at skabe kunst, og det at formidle den eksempelvis på kunstnere og kulturarbejdere.

Kunsten er udemokratisk og elitær 
Hvad er det for en udfordring, kulturpolitikerne støder på lige der?

Ganske enkelt den udfordring, at ingen af dem tør tale om, at kunsten er udemokratisk og elitær. Så er det lettere at tale om kultur, for der kan alle være med. Og politikere vil tilsyneladende gerne have alle med, til alt.

Kultur er blandt andet at have adgang til kunst. Det sørger demokratiet for hos os i Danmark. Ligesom demokratiet sørger for, at alle i princippet kan søge ind på en kunstnerisk uddannelse.

Men det bliver man ikke kunstner af, og det kommer der som sådan ikke kunst ud af.

Der bliver undersøgt og måske udviklet et talentmateriale, og det er godt. Men der kommer også en masse mennesker ud ”i den anden ende”, som så kræver adgang til kunststøtte, for de har en statsstøttet kunstnerisk uddannelse og ikke uforståeligt opfatter sig som kunstnere.

Kunstner er jo ikke nogen beskyttet titel, og der støder kunsten og demokratiet sammen.

For kunsten selv laver en brutal frasortering, som demokratiet så i sin selvforherligelse forsøger at rette op på. Så gik der tid med det. Og penge. Og snak.

Vov pelsen
Hvad gør man ved den ballade?

En god start er at erkende det og sige det højt, så man ikke i demokratiets navn forsøger at bilde sig selv og andre ind, at alle er lige, når det kommer til at skabe kunst.

Vi er lidt mere lige, når det kommer til at omgås kunst, altså kultur. Det er muligt man bliver upopulær ved at slå det fast, men man undgår også en masse vrøvl. Hvis man overhovedet bliver valgt.

Politikerne på Mors i august undgik i afslappede rammer at miste vælgere. Den, der havde turdet vove den nok så berømte pels, havde fået min stemme.

debat@altinget.dk