Kultur og kunst skaber inkluderende vækst

DEBAT: Dansk udviklingsbistand bør bidrage til betingelserne for inkluderende vækst. Det kan gøres ved at støtte kunst og kulturelle aktiviteter, skriver Elsebeth Krogh, direktør for Center for Kultur og Udvikling.

Af Elsebeth Krogh
Direktør, Center for Kultur og Udvikling

På den ene side er der fuld gang i væksten i Afrika. 'Africa Rising' eller den afrikanske renæssance, som det også kaldes - og på den anden side er mange stadig fastholdt i fattigdom. Det er det store dilemma, som den danske udviklingsindsats skal kunne rumme.

Med dette udgangspunkt er en vigtig komponent i den danske udviklingsbistand at bidrage til at forbedre betingelserne for, at det eksisterende potentiale for inkluderende vækst kan udløses. Det er blandt andet det, Center for Kultur og Udvikling gør ved at støtte designnetværk på tværs af det afrikanske kontinent.

Byg på succeserne
I den ene ende er det udviklingssamarbejdets store opgave at bygge på allerede eksisterende kapacitet, drivkraft og potentiale blandt de kreative iværksættere.

Det gør vi bedst ved at styrke rammebetingelserne for den heftige økonomiske aktivitet og bidrage til at rydde de værste barrierer af vejen for adgang til kulturel infrastruktur og internationale markeder. Samtidig er der behov for at opbygge forretningskapaciteten hos kunstnerne.

Mange har allerede opnået en markedsparat kvalitet i deres produkter, men har behov for målrettet assistance med at sætte dem i forbindelse med andre kunstnere - lokalt og internationalt - samt ikke mindst potentielle købere i den anden ende af verden.

Design Network Africa er et lysende eksempel på, hvordan afrikanske designere, der før var isolerede i hver deres hjørne af kontinentet, nu mødes, lærer af hinanden og gennem hinandens kontakter, mens en passioneret koordinator får hul igennem til det europæiske marked for design. Om få dage drikker de champagne i Cape Town ved åbningen af Afrikas første internationale designmesse, GUILD, og taler om design med italienske samlere, internationale berømtheder og danske kunsthåndværkere.

Alle har ret til kunst og kultur
Men side om side med de store gennembrud i Afrikas nye vækstlande er der stadig langt til champagne for de grupper, som vi ikke må glemme i den eksalterede jubel over, at meget lykkes og stormer fremad.

Det er de udsatte og marginaliserede befolkningsgrupper, der ikke har adgang til hverken kulturelle aktiviteter, opfyldelse af basale menneskerettigheder eller den økonomiske vækst. For dem er den inkluderende demokratiske regeringsførelse og opfyldelse af menneskerettigheder første sted at starte.

Blandt menneskerettighederne er, ud over retten til kunst og kultur, også sikring af sunde, retfærdige fordelingsmekanismer øverst på listen. Og netop nu er der momentum for, at vi i Danmark skubber på for, at de nye vækstlande ikke skal begå samme fejl med hensyn til mennesker og miljø, som andre vækstlande har gjort.

Adgangen til og inkluderingen i kultur bør være en menneskerettighed, der sikrer, at også udsatte befolkningsgrupper får en stemme og får mulighed for at bidrage til og deltage i kulturelle aktiviteter og oplever kunst, der kan sætte ting i perspektiv. Den rettighed er mindst lige så vigtig som at hjælpe kunstnere med at få adgang til de markeder, der er en forudsætning for økonomisk vækst og kulturel mangfoldighed.

Forrige artikel R: Bedre arkitektur skaber bedre mennesker R: Bedre arkitektur skaber bedre mennesker Næste artikel Nyt debatpanel vil diskutere kultureksport Nyt debatpanel vil diskutere kultureksport