Kulturministeriet bevilliger millioner til forskning

KORT NYT: Kulturministeriet tildeler 17,4 millioner kroner til forskningsprojekter, der bærer præg af store faglige og geografiske spredninger.

Alt fra forskning i kiropraktikkens historie til et projekt om J.P. Jacobsen og kunsten vil i de kommende år blive foretaget med støttekroner fra Kulturministeriet. Ministeriet har nemlig netop uddelt 17,4 millioner kroner til 34 forskellige projekter, der ligger rundt om i hele landet.

I år ansøgte 86 forskningsprojekter om midler fra Kulturministeriets forskningspulje, hvoraf 34 kom igennem nåleøjet og har fået fuld eller delvist tilsagn om forskningsmidler. Midlerne uddeles blandt andet til forskning på institutioner under Kulturministeriet, på idrætsområdet og for første gang også til statsanerkendte museer.

Stor faglig og geografisk spændvidde
Kulturminister Marianne Jelved (R) glæder sig ifølge en pressemeddelelse udsendt af Kulturministeriet særligt over projekternes faglige og geografiske spændvidde.

”Lige fra et projekt om den truede fiskeart snæbel på Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg til et projekt om sundhedsmæssige og sociale effekter af holdspilsmotion på Institut for Idræt og Ernæring, Københavns Universitet. Forskningsprojekter som disse er vigtige for den fortsatte udvikling af vores viden på Kulturministeriets områder,” siger hun.

Det er midler fra det kulturelle udlodningsaktstykke og finansloven, der finansierer forskningspuljen med henholdsvis 10,9 millioner kroner og 6,5 millioner kroner.  

 

 

Login