København fordobler bevilling til filmfond

SUCCES: Copenhagen Film Funds arbejde med at trække film- og tv-produktioner til København har været så stor en succes, at Københavns Kommune nu investerer yderligere i fonden, der skal skabe mere vækst.

Et bredt flertal på Københavns Rådhus kvitterede for Copenhagen Film Funds hidtidige succesrige arbejde med at skabe vækst og beskæftigelse i hovedstaden, da alle partier, undtagen Enhedslisten, i fredags indgik forlig om budgettet for næste år.

Med budgetaftalen fordobler kommunen sin bevilling til fonden, så den nu udgør 15 millioner kroner næste år.

Fonden får således endnu bedre muligheder for at investere i udenlandske film- og tv-produktioner og dermed tiltrække produktion til hovedstaden og skabe arbejdspladser og fortsat vækst. En evaluering viste i foråret, at fonden - som ellers længe hang i en tynd tråd, inden den blev til virkelighed - har formået at trække stribevis af tv- og filmproduktioner til København. Det har skabt vækst og nye job, fordi produktionerne i gennemsnit har brugt 4,5 gange så meget, som de har modtaget fra fonden i investering.

Login