Det står på Jelveds nye lovprogram

LOV: I det kommende folketingsår skal der blandt andet tages stilling til mediestøtten, hvordan folkehøjskolerne skal se ud i fremtiden, og om der skal være skrappere kontrol af de besøgende på en række museer. Læs hele lovprogrammet her.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) tog tirsdag den 1. oktober formelt hul på det nye folketingsår. Her skal Folketingets partier blandt andet tage stilling til en række lovforslag på kulturministerens område. 

Læs dem alle her:

Lov om folkehøjskoler (Okt I)
Formålet med lovforslaget er at forny rammerne for folkehøjskolernes virke for at sikre skoleformens fortsatte udvikling samt integrere højskolerne i det folkeoplysende arbejde. Det foreslås, at folkehøjskolerne udskilles fra den gældende lov om frie kostskoler og omfattes af en særskilt lov. Lovforslaget vil også indeholde en række ændringer af det gældende regelsæt, bl.a. således at højskolerne får mulighed for at anvende skolens midler til folkeoplysningsvirksomhed, at højskolerne får mulighed for at indgå i administrative fællesskaber med andre folkehøjskoler, og at kravet om at skolerne skal eje sine kernefaciliteter lempes, således at skolerne får mulighed for at leje bygningerne.

Lov om mediestøtte (Okt I)
Lovforslaget skal skabe grundlag for en ny støtteordning til trykte nyhedsmedier og skrevne internetbaserede nyhedsmedier, således at mediestøtten tilpasses udviklingen på mediemarkedet, herunder forbrugeradfærden og teknologien. Den nye ordning skal afløse de nuværende distributions- og projektstøtteordninger til dagblade og dagbladslignende publikationer. Forslaget følger op på en aftale mellem regeringen og EL fra januar 2013 om en fremtidig model for fordeling af mediestøtte. Forslaget følger også op på regeringsgrundlaget ”Et Danmark, der står sammen” fra oktober 2011.

Ændring af lov om film (Bemyndigelse til at fastsætte regler om kommunalt tilskud til biografvirksomhed) (Okt I)
Forslaget indebærer, at kulturministeren bemyndiges til at fastsætte nærmere retningslinjer for kommunernes støtte til biografvirksomhed. Forslaget skal ses i sammenhæng med EU’s statsstøtteregler.

Ændring af lov om visse foranstaltninger imod tyveri fra det kgl. bibliotek (Udvidelse af visitationsadgang til visse statslige og statsanerkendte kulturarvsinstitutioner med publikumsadgang til samlingerne) (Okt I)
Forslaget indebærer, at lov om visse foranstaltninger imod tyveri fra Det Kgl. Bibliotek udvides til at omfatte Statens Arkiver, Danmarks Kunstbibliotek, Nationalmuseet, Ordrupgaard, Statens Museum for Kunst og Den Hirschsprungske Samling, således at de nævnte statslige institutioner også får hjemmel til at foretage visitation. Forslaget indebærer også, at kulturministeren fremover kan give tilladelse til visitation af personer ved andre kulturinstitutioner end de nævnte, f.eks. ved statsanerkendte museer.

Ændring af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed (Okt II)
Formålet med lovforslaget er at gennemføre en ny lokal-tv-ordning med øget fokusering på kvalitet og lokalt indhold. Forslaget gennemfører en beslutning, som partierne bag den mediepolitiske aftale for 2012-2014 traf i maj 2013.

Ændring af lov om scenekunst vedrørende egnsteater (Jan II)
Lovforslaget udmønter den indgåede politiske aftale om egnsteaterordningen. Forslaget vedrører især ændringer i den statslige refusionsordning for kommunernes udgifter til finansiering af egnsteatrene. Ændringerne vedrører kravene til, hvad der er et professionelt producerende teater, størrelsen på teatrenes husleje, samt hvilke aktiviteter der er refusionsberettigede.

Ændring af lov om ophavsret (Jan II)
Lovforslaget har til formål at indføre en ordning, hvor offentligt tilgængelige biblioteker, uddannelsesinstitutioner, museer, public service radio- og fjernsynsforetagender mv. kan digitalisere visse typer af forældreløse værker og gøre dem tilgængelige på internettet uden tilladelse fra rettighedshaveren. Forslaget gennemfører EU-direktiv 2012/28/EU om visse tilladte anvendelser af forældreløse værker.

Login