De frivillige viser vejen ud af pandemi og krig
Hvis resultatet af pandemien og krigen i Ukraine bliver et samfund, hvor det offentlige bedre formår at indgå partnerskaber med etisk forankrede firmaer og private ildsjæle, vil der trods alt være kommet noget godt ud af de svære år, skriver Niels Frid-Nielsen.
Frivillige med masser af tid, men få penge, er lige nu drivkraften i en ny, dansk folkekultur. Først coronakrisen og dernæst Ruslands invasion i Ukraine har gjort danskerne mere ansvarsbevidste, fællesskabsorienterede eller slet og ret mere solidariske.
Coronavirussen tvang os til at se tilværelsen på ny. Vi måtte gøre op med os selv, hvad vi ville udsætte os selv og hinanden for. I takt med virussen, bredte der sig i Danmark et samfundssind, der også blev vores værn mod coronakrisen.
I sundhedsvæsenet arbejdede man på højtryk, mens tusinder af frivillige meldte sig for at yde en indsats ved testcentre overalt i landet. Vi andre vaskede hænder, hilste med knoen, hostede i albuen og tænkte os om, før vi tog på arbejde eller til sociale begivenheder. Det var denne sociale bevidsthed, dette samfundssind - kært barn har mange navne - der gjorde, at krisen ikke udviklede sig til en katastrofe i Danmark.