Danskerne splittet om DR Underholdnings-Orkestret

MUSIK: Danskerne er langt fra enige om, hvorvidt politikerne skal kræve af DR, at det skal holde liv i det lukningstruede UnderholdningOrkestret. Det viser en ny meningsmåling, som Altinget har lavet. Flere partier vil dog fortsat lægge pres på kulturministeren for at få hende til at kræve af DR, at orkestret skal overleve.

Skal politikerne tvinge DR til at holde liv i det lukningstruede UnderholdningsOrkestret? 

Det spørgsmål splitter danskerne ifølge en ny meningsmåling, som A&B Analyse har lavet for Altinget. 

I september meldte DR ud, at UnderholdningsOrkestret skal nedlægges ved årsskiftet som følge af en større spareplan på 161 millioner kroner. 

Det medførte efterfølgende store politiske protester blandt både røde og borgerlige kulturpolitikere på Christiansborg. 

Men ifølge meningsmålingen, der er lavet blandt et politisk repræsentativt udsnit af danskerne, mener godt 43 procent af danskerne, at politikerne skal kræve af DR, at UnderholdningsOrkestret ikke skal lukkes.

Omvendt mener lige under 42 procent, at det skal politikerne blande sig uden om, mens de resterende 15 procent har svaret “ved ikke” til spørgsmålet.


Kilde: Meningsmålingen er foretaget af A&B Analyses Danmarkspanel i uge 41/42 2014. 1159 personer har deltaget i undersøgelsen (alle tal i procent).

Størst opbakning hos DF og EL
Dykker man ned i undertallene, er fordelingen nogenlunde ens for både rød og blå bloks vælgere. Blandt de røde vælgere mener 42,3 procent, at politikernes skal forlange af DR, at UnderholdningsOrkestret skal holdes i live, mens 40,3 procent er i mod det. 

Blandt blå bloks vælgere er 44,2 procent for, mens 42,6 procent er imod.

Ser man på svarfordelingen for de enkelte partier - som dog er hæftet med en vis usikkerhed alt efter partiernes størrelse - er det især Enhedslistens og Dansk Folkepartis vælgere, som vil holde liv i orkestret. 

Godt og vel 50 procent af partiernes vælgere mener, at politikerne skal kræve af DR, at orkestret får lov til at overleve. 

Omvendt er det kun omkring hver fjerde Liberal Alliance-vælger, som mener det. Her mener godt tre ud af fire, at det skal politikerne blande sig helt uden om.

Svar fordelt på parti

Politisk parti Alle EL SF S R LA K V DF
Ja 43,3 49,1 32,1 45,3  29,7 26,4 43,3 44 49,2
Nej 41,5 33,2 50,2  38,6 49,8 73,6 9 42,2  43,1
Ved ikke 15,2 17,7  17,6 16,1  20,4   47,8 13,8  7,7

Med i nuværende kontrakt
Meningsmålingen er blevet lavet som optakt til de kommende forhandlinger om DR’s public service-kontrakt, der skal finde sted i december.

Det er her, politikerne fastsætter de mere detaljerede retningslinjer for DR’s arbejde.

Formelt set er det kulturministeren, der forhandler kravene på plads med DR’s ledelse. Men der er tradition for, at medieforligspartierne bliver hørt, inden kontraktforhandlingerne går i gang.

Og i den nuværende kontrakt står der sort på hvidt, at DR skal drive en række kor og ensembler - herunder DR UnderholdningsOrkestret.

Jelved: Forhandlingerne er ikke gået i gang
Kulturminister Marianne Jelved (R) blev i sidste uge udfrittet om orkesterlukningen i Folketingessalen.

Her afviste hun dog at tage direkte stilling til, om hun vil kræve af DR, at det skal skrotte lukningsplanerne. Det kommer nemlig til at indgå som en del af de kommende forhandlinger, understregede hun.

“Det ville ikke være fair over for DR’s ledelse, hvis jeg her i folketingssalen sagde, hvordan public service-kontrakten skal udformes for de kommende år,” sagde hun.

Marianne Jelved understregede dog, at der vil blive ændret i kontrakten, da alle Folketingets partier i forbindelse med medieforhandlingerne pålagde DR at spare på udgifterne. 

Og hun understregede samtidig, at man fra politisk side skal have respekt for, at det er DR’s bestyrelse, der bestemmer, hvordan besparelserne skal føres ud i livet.

“Jeg sætter selv stor pris på UnderholdningsOrkestret. Men jeg mener ikke, at DR’s troværdighed som pulic service-virksomhed står og falder ved det,” sagde kulturministeren.

Fortsat kritik fra rød og blå blok
Hos Konservative er Lars Barfoed stærkt kritisk over, at DR har planer om at lukke UnderholdningsOrkestret. Og under debatten i Folketingssalen sagde han, at det vil være “en kulturpolitisk skandale”, hvis DR lukker orkestret. 

Det samme mener Enhedslistens medieordfører, Jørgen Arbo-Bæhr, der nu har indkaldt kulturministeren i samråd om sagen. Han vil fortsat lægge pres på for, at det bliver skrevet ind i public service-kontrakten, at UnderholdningsOrkestret skal overleve.

Dansk Folkeparti vil ifølge medieordfører Morten Marinus gøre “alt, hvad vi kan få at få beslutningen bremset eller udskudt.”

“Men det kræver også velvilje fra kulturministerens side,” understreger han.

V: Husk nu armslængdeprincippet
Anderledes er meldingen fra Venstre. Her har medieordfører Ellen Trane Nørbye ingen planer om at kræve af DR, at det skal skåne UnderholdningsOrkestret i forbindelse med de kommende forhandlinger om public service-kontrakten.

“Det er en fuldstændig tonedøv prioritering fra DR’s side at nedlægge UnderholdningsOrkestret. Men vi har et armslængdeprincip, når det kommer til kultur- og mediepolitik, og det har jeg meget stor respekt for. Det nytter jo ikke noget, at vi går ind og leger programplanlæggere og siger, hvad DR må eller ej. Vi kan selvfølgelig have en mening om, at det er torskedumt. Men det må DR selv stå på mål for,” siger hun.

Ellen Trane Nørbye mener til gengæld, det er positivt, at DR lægger op til et bedre samarbejde med landdelsorkestrene og ensemblerne rundt om i landet.

“Det har vi efterspurgt i flere år, så det glæder mig, at DR vil arbejde uden for huset i stedet for blot at lave egenproduktioner,” siger V-ordførereren.

Forrige artikel Danske kulturprojekter får millioner i EU-støtte Danske kulturprojekter får millioner i EU-støtte Næste artikel Hvorfor kan man ikke vinde et valg på kulturen? Hvorfor kan man ikke vinde et valg på kulturen?