Lisbeth Knudsen: Tænk DR helt forfra

KLUMME: Et forslag om at skære en fjerdedel af DR's budget er et forkert sted at starte, selv om målet godt kan være et mindre DR. Start med at tænke DR's rolle helt forfra, prioriter kerneopgaverne, og tænk det sammen med et nyt medie-paradigme i Danmark, skriver Lisbeth Knudsen. 

Så er brandalarmen udløst i Ørestadens fire ikoniske DR-bygninger. Kampen om DR's fremtid er gået i gang for fuld udblæsning med Dansk Folkepartis forslag om at skære DR's budget med 25 procent og kulturministerens bebudede udspil på medieområdet her i efteråret. Også med en dagsorden om at DR som helhed skal fylde mindre, at provinsen skal fylde mere i sendefladen, og at der skal være mere plads til de private medier.

DR's defensorhold internt og eksternt har skruet sig op til, at demokratiet nærmest er truet, hvis man rører ved DR's bevilling, og at amerikanske, kommercielle tilstande er på vej ind på det danske tv-marked, hvis DR ikke får mulighed for at levere den samme kvalitet, mangfoldighed og volumen som nu. Udfordrerne kritiserer DR for at være for stor og dominerende, for selvfed og for tonedøv over for medielandskabets dramatiske forandring og de private mediers alvorlige overlevelseskamp.

Internationale spillere er de store skurke
Alle er enige om, at Google og Facebook, YouTube, Netflix, HBO og andre internationale spillere, der suger annoncekroner og abonnementspenge ud af det danske marked, er de store skurke. Men dem kan vi ikke standse eller gøre noget ved.

Login