Grøndahl: Man gør et barn fortræd

Familien udgør livets første fællesskab, og man vælger det af gode grunde ikke selv. Nogle er heldige, andre ikke, når det gælder rammen om den tidligste socialisering.

Svigt, kulde og mishandling kan gøre ubodelig skade, men som regel udøver kærligheden sit universelle mirakel og gør os til mennesker også for dem, vi siden møder uden for familiens fortrolige kreds.

I alverdens kulturer og religioner er traditionerne omkring familielivets store begivenheder noget bærende. Ritualerne er ikke blot et sprog for tilhørsforholdet til familie og samfund. De symboliserer også kontinuiteten i en kultur og får dens medlemmer til at besinde sig på deres historie frem for at glemme den.

Ritualer er indbegrebet af konservatisme. Hvis de rummer en forestilling om fremtiden, er det kun som fortidens uendelige fortsættelse. Derfor kommer de også til kort, når historiske forandringer gør dem uforenelige med vores håb for det liv, vores børn har foran sig.

Traditionen som fængsel
Den største forandring i samfundenes historie er vel den, der kan sammenfattes med ordet ”modernitet”. Demokratiet er ikke bare en styreform, det indebærer også et menneskesyn. Med udgangspunkt i respekten for det enkelte individ sætter det moderne samfund os fri til at forme vores liv i overensstemmelse med anlæg, evner og drømme. Derfor er der også en potentiel modsigelse mellem kultur og demokrati.

Kulturelle traditioner maner til beskedenhed, fordi man ifølge dem blot er et led i slægtens lange kæde. Demokratiets åbne samfund rummer derimod en frihed for den enkelte til at vælge sine fællesskaber selv – og til at fravælge slægt, kultur og religion, hvis man ikke længere kan trække vejret frit.

Set med kulturens traditionelle øjne indebærer moderniteten en individualisering, hvor man risikerer at fortabe sig, både moralsk og følelsesmæssigt, i takt med at man mister forankringen i det overleverede fællesskab. Set fra et demokratisk synspunkt kan kulturen med alle sine traditioner og tabuer til gengæld føles som et fængsel.

Skismaet mellem traditionel kultur og personlig frihed har præget Europas historie siden renæssancen. Undervejs har styrkeforholdet ændret sig, og i det moderne demokrati står friheden til at vælge over det kulturelle fællesskabs magt over den enkelte. Vi er blevet et samfund baseret på individuelle rettigheder, og det giver sig ikke kun udslag i slægtens aftagende sociale betydning.

Det præger også måden, vi opdrager vores børn på. Før blev børnene opdraget til at videreføre familien og kulturen. I dag bliver de opdraget til at være selvberoende individer, og i bedste fald indvies de ikke kun til friheden, men også til at kunne tage et personligt ansvar.

Nogle vil mene, at barndommen efterhånden varer i det uendelige. Mange voksne opfører sig i årevis som forkælede børn, ikke mindst sammenlignet med fortidens små alvorsmænd og –kvinder, der for underklassens vedkommende blev sendt ud at tjene allerede i femårsalderen. Alligevel har sigtet med opdragelsen ændret sig fundamentalt. I den traditionelle kultur blev børnene opfattet som forældrenes ejendom. Opdragelsens formål var, at de helt ind i voksenlivet skulle fortsætte med at gebærde sig med barnlig frygtsomhed, blindt lydige over for kulturens og religionens normer og dogmer.

Demokratiets moderne forældre ved derimod godt, at de kun har børnene til låns. At de små er kommende voksne med deres egen vilje og værdighed.

Omskæring
I det moderne samfund må man som forældre hele tiden finde balancen mellem den nødvendige autoritet og respekten for barnet. Det er næppe muligt at opdrage uden at have nogle værdier at trække på, hvad enten de er verdslige eller religiøse, men hverken religionsfriheden eller hensynet til den kulturelle mangfoldighed kan retfærdiggøre overgreb.

Alligevel er det kontroversielt og en anledning til stor ballade, hver gang nogen taler for et forbud mod omskæring af drenge under 18 år. Det gælder for eksempel SF’eren Halime Oguz, der af samme grund bliver udsat for aggressive og hadefulde reaktioner, selv fra velintegrerede danske muslimer.

Alle stemmer i offentligheden er enige om at fordømme omskæring af piger, men når drengene kommer på tale, hører enigheden op. Nogle henholder sig til, at man ikke kan sammenligne den gennemgribende ødelæggelse af de kvindelige kønsorganer med at snappe forhuden af drengebarnets lille tingest. De eufemismer, som indgrebet beskrives med, vidner om en overleveret vilje til at bagatellisere. Både jøder og muslimer gør ligefrem en fest ud af blodsudgydelsen, der anses for at være den helt centrale bekræftelse på det religiøse tilhørsforhold.

I debatten bliver det sundhedsfaglige aspekt ofte fremhævet. Modstanderne mod religiøs omskæring argumenterer med, at der er tale om kirurgi mod en rask legemsdel, hvortil de religiøse svarer, at indgrebet er harmløst. Modstanderne replicerer, at omskæring kan medføre komplikationer i form af infektion og så videre, samt at mange omskårne mænd oplever seksuelle problemer med nedsat livskvalitet til følge.

Som den autoritative instans i lægelige spørgsmål har Sundhedsstyrelsen valgt at sætte sig tungt mellem to stole. Man vil på den ene side ikke sanktionere omskæring, hvor det ikke er lægefagligt påkrævet, men på den anden side vil man heller ikke anbefale et lovindgreb.

Seksuel sundhed er tilsyneladende ikke et aspekt, styrelsen har taget i betragtning. Under alle omstændigheder har den naturvidenskabelige tilgang slet ikke fat i spørgsmålets kerne, for det springende punkt er, om man takserer omskæring som en krænkelse af barnets integritet.

Halime Oguz har i et indlæg i Berlingske beskrevet, hvordan drenge helt op i tiårsalderen med en blanding af social pression og fysisk tvang underkastes det blodige indvielsesritual. Under en samtale, jeg havde med hende for nylig, refererede hun en ung, muslimsk mand for, at han følte sig brændemærket. I hele sin skoletid havde han forsøgt at dække sig og vende ryggen til, når han skulle i bad efter gymnastiktimerne, fordi han skammede sig over, hvad man havde gjort ved ham.

Han var ikke længere religiøs, fortalte Halime Oguz, og følte sig så meget desto mere afmægtig, henvist som han var til at bære dette intime symbol på et påtvungent fællesskab – stik imod den ret, som demokratiet lover ethvert barn. Retten til at vælge religionen til eller fra.

Forfølgelse
I en tidligere runde af den tilbagevendende debat hørte jeg en repræsentant for Mosaisk Trossamfund udtale, at et forbud mod omskæring ville medføre et ophør af jødisk liv i Danmark. Det stod ikke klart, om de danske jøder i så fald ville emigrere, men som argument er replikken tvetydig, hvis ikke ligefrem selvmodsigende.

Man fremstiller ”jødisk liv”, som om der var tale om en truet art, og indtager dermed en offerpositur – velkendt også blandt konservative muslimer – idet man forveksler kritikken af en bestemt praksis med generel forfølgelse. Ofrene for den angivelige forfølgelse er imidlertid ganske hårdnakkede. Det omgivende samfund forventes at være tolerant og accepterende, men selv har man ikke i sinde at rokke ved sine tusindårige vaner.

Her kunne modparten indvende, at jøderne dog er ophørt med at ofre dyr i templet. Selv traditionen undergår med andre ord en historisk udvikling og er ikke nødvendigvis altid forandringens fjende. Sammenlignet med afkaldet på dyreofringer skulle man mene, at det ville være et beskedent kompromis at lade forhud være forhud indtil myndighedsalderen. At det skulle være afslutningen på jødisk liv i Danmark, er en meget drabelig konklusion, men den er under alle omstændigheder de danske jøders egen afgørelse. Den kan ikke forandre noget ved, at et overgreb er et overgreb.

Det er hårrejsende, at danskere i 2016 føler sig religiøst foranlediget til at føre kniv eller saks mod et spædbarn eller – i den muslimske udgave – en dreng, der somme tider både kan tale og gå. Chokket, smerten og for muslimernes vedkommende også frygten for, hvad der forestår, må i momentet være forbundet med en følelse af svigt og ensomhed.

Det sætter indvielsen til det religiøse fællesskab i et dystert lys. Nu skærer vi i dig, og så er du en af vore! Ambivalensen ved at blive optaget i fællesskabet gennem en voldshandling understreger, at tilhørsforholdet for altid bliver på de andres præmisser, ikke på ens egne.

I al sin uoprettelighed strider overgrebet imod den valgfrihed, den respekt for individet, som er det moderne demokratis forudsætning og endemål. Hver gang en religiøst omskåren mand står foran spejlet, ser han en krop, som religionen på livstid har taget i besiddelse.

Jens Christian Grøndahl skriver fast klummen 'En anden vinkel' i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

debat@altinget.dk