Nyt medlem af Hedensted byråd vil være borgmesterkandidat

Venstrekvinden Merete Skovgaard-Jensen, der blev valgt ind i Hedensted Byråd, har meldt sig ind i kampen om kandidaturet.

I Hedensted får Venstres medlemmer nu flere navne at vælge imellem, når der skal findes en kandidat til borgmesterposten. Det skriver Horsens Folkeblad. Der er tale om den 43-årige Merete Skovgaard-Jensen.

"Jeg vil gerne byde ind med gammeldags respekt for det lokale demokrati og alle politiske partier. Der skal være plads til ordentlige processer og åbenhed i respekt for de borgere, der sidder ude i stuerne, og som har stemt på os. Jeg vil ikke lave revolutioner og har stor respekt for det, Venstre har lavet indtil nu, men jeg bringer nok lidt mindre "plejer" og kan se på tingene med friske øjne," siger Merete Skovgaard-Jensen.

Hun er ny i byrådet og var i august med til at skrive under på støtteangivelsen til Ole Vind, der er partiets anden kandidat til posten. Ifølge Merete Skovgaard-Jensen stiller hun op efter flere opfordringer, foruden at det er "sundt for demokratiet" med flere kandidater at vælge imellem.

Login