Nye kommunale anlægsinvesteringer

KORT NYT: Økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) godkender, at 34 kommuner overfører kommunale lånetilsagn for knap en halv milliard kroner til 2012.

34 kommuner får således lov til at overføre lån for en halv milliard kroner til 2012. Pengene skal bruges til i alt 116 kommunale anlægsprojekter, herunder aktiviteter til blandt andet renovering og forbedring af folkeskoler, dagsinstitutioner, plejehjem, idrætsfaciliteter og veje.

Det betyder, at langt de fleste kommuner kan gennemføre alle planlagte anlægsinitiativer i kommunerne i 2011 - selv om pengene ikke er blevet brugt i 2011.

Vestager forklarer, at de nye investeringsmuligheder kommer på baggrund af, at landets kommuner har bidraget til kickstarten af dansk økonomi. Hun ønsker således at kvittere kommunerne for deres indsats

"Kommunerne har allerede vist stort ansvar for og vilje til at få bedre styr på økonomien. De prioriterer hårdt og har bremset udviklingen i serviceudgifterne. Samtidig har de skruet op for anlægsudgifterne efter den nye regering kom til og har bidraget til kickstarten af dansk økonomi. Jeg vil gerne kvittere for indsatsen ved at sikre, at 116 kommunale anlægsaktiviteter kan komme helt i mål i 2012 - til gavn for både landets borgere og ikke mindst for beskæftigelsen," udtaler ministeren i en pressemeddelelse.

På trods af, at Vestager sikrer fortsat høj anlægsaktivitet i landets 34 kommuner, har 11 kommunale anlægsprojekter i 7 kommuner fået afslag. Ifølge Ministeriets pressemeddelelse lever disse anlægsprojekter ikke op til de oplyste kriterier for overførsel til 2012.

Her kan du se en liste over de 34 kommuner, som er blevet meddelt overførsel af kommunale lånetilsagn

Login