Mød Altinget | Kommunals nye debatpanel

DEBAT: Mød de nye debattører i Altinget | Kommunals debatpanel. Panelet består af skarpe stemmer fra kommuner, KL, forskningsverdenen og Folketinget, der alle er klar til at sætte deres aftryk på den kommunalpolitiske debat.

Feltet er sat. Syv nye debattører er klar til at komme med indlæg om kommunernes udfordringer på både det politiske og økonomiske område. Mens vi venter på evalueringen af kommunalreformen, står blandt andet en bystyrereform og frikommuneordningen på den politiske dagsorden i løben af efteråret. Heldigvis er panelet bredt repræsenteret med folketingspolitikere, borgmestre, forskere og KL's formand.


<img align="left" src="@nyimg=11600@" />Erik Nielsen (S), formand for Kommunernes Landsforening og borgmester i Rødovre Kommune
Efter Jan Trøjborgs pludselige død i foråret overtog Rødovre Kommunes borgmester, Erik Nielsen, formandsposten i Kommunernes Landsforening, der er interesseorganisation for landets 98 kommuner. Den 59-årige maskinmester, der sidder som borgmester på vestegnen på 19. år, har masser af erfaring med det kommunale område fra Rødovre Kommune, men også fra flere år som formand for KL's arbejdsmarkedsudvalg. Foreløbig sidder han på formandsposten frem til næste kommunalvalg i 2013.

<img align="left" src="@nyimg=11601@" />Søren Pape Poulsen (K), borgmester i Viborg Kommune
Søren Pape Poulsen er oprindelig læreruddannet. Han var ungdomsskoleinspektør i Bjerringbro Kommune, da Bjerringbro i 2007 blev en del af den nye Viborg Kommune. Efter byrådsvalget i 2009 blev han valgt til borgmester – med opbakning fra alle partier undtagen Venstre. Søren Pape Poulsen er også formand for KL's internationale udvalg. Her har han blandt andet argumenteret for en en tættere dialog om kommunale EU-sager med Folketingets Kommunaludvalg for at sikre, at EU-lovgivning ”ikke belaster det lokale selvstyre unødvendigt”.
 
<img align="left" src="@nyimg=11048@" />Kristian Thulesen Dahl, MF, Dansk Folkepartis finansordfører
Selv om Kristian Thulesen Dahl har siddet i Folketinget siden 1994, har han et indgående kendskab til det kommunale selvstyre som blandt andet byrådspolitiker i Vejle Byråd. I 1995 var han med til at stifte Dansk Folkeparti, hvor han har haft en ledende rolle lige bag Pia Kjærsgaard. Nu peger alle pile mod, at det bliver Kristian Thulesen Dahl, der bliver ny formand. I ti år under VKO-regeringen var det Kristian Thulesen Dahl, der forhandlede finansloven på plads. Her har han forsvaret, at kommunerne holdes i kort økonomisk snor og truet ulydige kommuner med særaftaler.


<img align="left" src="@nyimg=10113@" />Lars Dohn, MF, Enhedslistens kommunal- samt by- og boligordfører
Lars Dohn (62) er udannet lærer og blev indvalgt i Folketinget for Enhedslisten i Vestjyllands Storkreds i september 2011. Lars Dohn må betegnes som en meget tålmodig mand, da han har stillet op til samtlige folketingsvalg for Enhedslisten siden 1973. Blandt hans mærkesager er, at kommuner skal tage et støre ansvar for at få flere i arbejde. Det skal blandt andet ske ved, at kommuner skaber mere produktion ved eksempelvis at tage større ansvar for genanvendelse af affald. Derudover er en af hans mærkesager, at kommunerne skal forbedre folkeskolen.

<img align="left" src="@nyimg=11602@" />Roger Buch, kommunalforsker ved Danmarks Journalisthøjskole, DJH
Roger Buch er uddannet cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet og har skrevet Ph.D. i statskundskab på Odense Universitet. Han er forskningschef ved Danmarks Journalisthøjskole, hvor især politiske partier, kommunalpolitik, medier og vælgernes forhold til EU præger hans forskning. I medierne bliver Roger Buch ofte brugt som ekspert inden for lokalpolitik, valg og politiske partier, og han er blandt de mest citerede samfundsforskere.  

<img align="left" src="@nyimg=11603@" />Ulrik Kjær, Professor ved SDU
Ulrik Kjær er professor ved Institut for Statskundskab på Syddansk Universitet. Han forsker primært i emner som kommunalt demokrati, kommunale valg, borgmestres lederskab og politiske eliter. Han har bl.a. udgivet bøgerne ”Kommunalbestyrelsernes sammensætning”, ”Kommunestørrelse og lokalt demokrati”, ”Den danske borgmester” og ”Lokalt politisk lederskab”. Ulrik Kjær er flittigt anvendt som foredragsholder og udtaler sig ofte i medierne om kommunale emner. Han arbejder for øjeblikket på en bog om kommunale valg.

Login