Kommunalpolitiker fra Gentofte bliver nyt medlem af regionsrådet i Region Hovedstaden

Radikales førstesuppleant i Region Hovedstaden, Kristine Kryger, er udpeget til regionsrådet. Hun indtræder i Miljø- og Klimaudvalget.

Byrådsmedlem i Gentofte Kommune Kristine Kryger (R) er torsdag aften udpeget til regionsrådet i Region Hovedstaden. Hun får plads i Miljø- og Klimaudvalget og bliver næstformand for Følgegruppen vedrørende Nyt Hospital i Nordsjælland.

Det skriver Kristine Kryger på LinkedIn.

Kristine Kryger blev Radikales førstesuppleant ved det seneste regionsrådsvalg. Hun manglede dengang blot 22 stemmer for at komme i regionsrådet, men nu overtager hun en plads fra regionsrådsmedlem Bettina Bovés (R), der grundet arbejdspres har ønsket sig fritaget for sine regionale hverv. Det fremgår af et referat fra et møde i regionsrådet tirsdag 23. august.

Login