Kissmeyer: Ny planlov giver plads til store armbevægelser

KLUMME: Den nye planlov giver langt flere muligheder for at præge udviklingen i vores lokalområde efter mange år med tomme butiksgader og manglende udvikling, skriver Carsten Kissmeyer, borgmester (V) i Ikast-Brande Kommune.

Vi er mange, der har ventet længe på en ny planlov, og det var en milepæl, da den i juni i år blev en realitet. Med den nye planlov som styrepind har vi i Ikast-Brande Kommune fået langt flere muligheder for at præge udviklingen i vores lokalområde. Det er yderst positivt, og jeg er sikker på, at mange andre kommuner – ligesom os – er meget begejstrede for de muligheder, den nye lov giver.

I Ikast-Brande har vi glæden af at huse store virksomheder med fingeren på pulsen, som både har idéerne, lysten og viljen til ambitiøse udviklingsprojekter, der selvfølgelig gør en forskel for virksomhederne selv, men også for beskæftigelsen og udviklingen i kommunen.

Bestsellers ambitiøse projekt om en ny bydel i Brande med en over 200 meter høj bygning som hovedkvarter er et godt og aktuelt eksempel. Det er et utroligt spændende og ambitiøst projekt med dynamiske kontormiljøer, hotel- og konferencefaciliteter, uddannelsesområder og op til 30 butikker.

Login