Dokumentation: Her er Trøjborgs tale

Indledning
"The Times They Are A-changing", sang Bob Dylan, da nogle af os var unge, og andre her slet ikke født endnu. Det er måske endnu mere sandt nu, end det var dengang.

Det er store omvæltninger, vi oplever for tiden og kommer til at opleve fremover. Intet er uforanderligt. Alt, hvad der har værdi, skal man kæmpe for. Også vores velfærdssamfund. Og de udfordringer og krav om forandringer, som vi står over for, er enorme.

Det ved kommunalpolitikerne godt. Måske ved vi det langt bedre end de fleste i Danmark. Vi har påtaget os ansvaret, vi har taget de svære beslutninger, og vi har ført beslutningerne ud i livet.

Udfordringerne
De omstillinger og besparelser, som kommunerne har stået i spidsen for de sidste tre år, har ikke været morsomme. Men de har været nødvendige for at få sammenhæng med de økonomiske rammer.

For et år siden stod jeg på denne talerstol og efterlyste, at Folketinget tog fat på de store udfordringer, Danmark står over for. Vi skulle igennem en meget lang valgkamp.

Men med tilbagetrækningsreformen tog Folketingets partier første skridt. Og med det reformprogram, regeringen har annonceret, kan man håbe, at der er vilje til også at komme helt i mål.

For der ér krisebevidsthed i befolkningen. En ny undersøgelse viser, at tre ud af fire har forståelse for de kommunale besparelser. Danskerne ønsker ikke, at vi, som grækerne, sætter fuld fart udover afgrunden. Det offentlige underskud er stadigt enormt. Men værre er det, at der er ubalance i de offentlige finanser, så langt øjet rækker. Den udfordring er større end partipolitisk kamp og rygekabiner.

Det er nu, alle vi med politisk indflydelse skal sætte det lange lys på og holde fast, når medierne vil gøre debatten sort/hvid. Forude er der flere svære beslutninger, som kræver politisk mod og lederskab. Reformvinduet kalder vi det. Men vinduet bliver mørkt, hvis vi blænder ned til nærlys, fordi vi bedre kan overskue de få meter foran os. Derfor efterlyste KL for nylig gennemgribende reformer.

Vi siger ikke, hvordan reformerne skal skrues sammen. Det er Folketingets opgave.

Vi har et godt velfærdssamfund. Det skal vi passe godt på. Mit og KL's budskab er bare: Skal velfærdssamfundet være robust i en globaliseret tid, så er vi nødt til at se på balancen. Hver femte dansker i den arbejdsdygtige alder står i dag uden for arbejdsmarkedet. Den andel stiger år for år.

Vi ved, at det at miste tilknytning til arbejdsmarkedet er både skidt for den enkelte og skidt for samfundsøkonomien. Mange i den gruppe mister grebet om deres eget liv, og mange bliver syge.

Det kan vi ikke være bekendt. Det har vi ikke råd til. Det skal vi gøre noget ved.

Lad mig give et eksempel: Falder blot 10.000 personer ud af beskæftigelse til offentlig forsørgelse, så skal vi spare 3 milliarder kroner. Det vil betyde, at vi skal fyre 6.000 lærere eller 8.000 pædagoger. Det har alt for store konsekvenser.

I vores samfund skal man kunne hjælpes til et værdigt og økonomisk bæredygtigt liv efter en blodprop, efter en arbejdsulykke, efter årelang nedslidning på arbejdsmarkedet. Jeg tror på den danske velfærdsmodel. Vi kan ikke spare os til en gylden fremtid. Vi skal være innovative og finde nye løsninger. Og vi skal skabe en bedre balance.

Det er derfor, vi appellerer kraftigt til alle ansvarlige partier i Folketinget om at tage ansvaret på sig.

Det er nu, de store beslutninger skal træffes. Det er nu, vi skal fremtidssikre Danmark. Det er nu, vi skal redde den samfundsmodel, vi alle holder af.

3-partsforhandlinger
I kender de hårde facts:

Det er vi nødt til at gøre noget ved.

Så vi appellerer ikke bare til regeringen og Folketinget. Vi appellerer også til de private arbejdsgivere og arbejdstagere og til de offentlige arbejdstagerorganisationer om at trække i arbejdstøjet.

Det er ikke kun den offentlige sektor, som skal bidrage til løsningerne. For vores problemer skyldes også, at den private sektor har sat sin konkurrenceevne over styr.

De 3-partsforhandlinger, regeringen har annonceret, kan være chancen for et nationalt kompromis. Et kompromis, som øger arbejdsudbuddet og forbedrer Danmarks konkurrenceevne og produktivitet. Men det er ikke nogen let opgave, regeringen har sat sig i spidsen for. Man kan som bekendt godt trække hesten til truget, men man kan ikke tvinge den til at drikke.

Vi går til forhandlingsbordet med et ønske om grundlæggende ændringer på både det offentlige og private arbejdsmarked. Ændringer, der øger arbejdsudbuddet.

Det kan man gøre på mange måder. Arbejdstiden er én skrue, man kan dreje på.

Der fyger mange forslag gennem luften i disse uger. Nogle har foreslået at afskaffe store bededag, andre sløjfe frokostpausen, endnu andre har øje på nogle indeklemte fridage, og nogle har sågar talt om 1. maj. Det næste er sikkert juleaften og 1. januar.

Jeg synes, der mangler lidt flyvehøjde i den debat.

I Fakta vil de gerne have, at kunderne bliver bare fem minutter længere. Jeg har også hørt nogen tale om, at de gerne så, at de ansatte blev 12 minutter længere.

Men fakta er, at den ugentlige arbejdstid i Danmark er faldende. Vi arbejder i gennemsnit 33½ time om ugen. Det er mindre end i de fleste andre lande.

Vi er parate til at tage en grundig diskussion om, hvad vi kan gøre for at vende udviklingen.

Tiden er ikke til hurtige snuptagsløsninger. Man kan ikke bare klippe i bloktilskuddet for at smide rovet på forhandlingsbordet til fordeling blandt de sultne parter.

Alle skal bidrage. Løsningen må også omfatte den private sektor. For kun sammen kan vi løse udfordringerne.

Beskæftigelse og vækst
Vækst og fremgang er forudsætningen for, at vi kan komme godt igennem og styrket ud af krisen.

Vi skal have vækst i den private sektor, der kan trække os gennem krisen og forbedre de ubalancer, vi har på den lange bane. Det er derfor, vi i KL er gået så markant ind i kampen for et større udbud af arbejdskraft.

En vej til vækst er et godt og smidigt samarbejde mellem den offentlige og den private sektor. Vi skal lære af hinanden. Skabe innovation og fundamentet for det, vi skal leve af i fremtiden.

På udbudsområdet er det desværre nået så vidt, at vi bruger al vores arbejdstid på juridiske spidsfindigheder. Hvad der skulle hjælpe os på bundlinjen er i stedet blevet til skyhøje advokatregninger.

Det er ikke godt nok. Jeg vil opfordre erhvervs- og vækstministeren til at handle nu. Vi kan ikke vente flere år på EU.

Så mange som muligt skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Ellers taber vi kampen. Vi kan ikke forsvare at lade den udvikling fortsætte, hvor vi passivt parkerer mennesker, som burde kunne deltage på arbejdsmarkedet.

Det er kommunerne, der kan skabe sammenhæng mellem uddannelse, erhverv og beskæftigelse for alle ledige. Og det er kommunerne, som kan sætte ind, hvis problemet ikke kun er ledighed, men også er socialt eller sundhedsmæssigt.

Det er også kommunerne, som har det stjerneklare økonomiske incitament. Vi afholder nemlig alle de udgifter, som bliver udløst, når det ikke lykkes at få folk i arbejde.

Derfor giver det én-strengede system på beskæftigelsesområdet fantastisk god mening. Og derfor ligger jobcentrene rigtig godt i kommunerne. Men vi har brug for et tydeligt ansvar og mindre bureaukrati.

Lad os blive enige om, hvad målene er, og hold os så op på vores resultater. Der er ikke brug for fem hyldemeter regler og tre kvarters papirarbejde for hvert kvarter, der kan bruges på egentlig rådgivning.

Og lad os så også blive enige om at fokusere indsatsen på de ledige, som har størst behov. En nyuddannet akademiker kan nok selv finde ud af at opsøge et arbejde, mens folk med en længere ledighedsperiode bag sig måske har mere brug for jobcentrets hjælp.

De toner, jeg hører fra beskæftigelsesministeren, er jeg rigtig glad for. Nu skal vi bare have gjort noget ved det. KL er i den grad klar.

Vi må ikke tabe flere i misforstået medfølelse, og vi må ikke miste den generation af unge mennesker, som er på vej ud på arbejdsmarkedet.

Det forudsætter én indgang og ét ansvar. Og kommunerne er dén indgang og påtager sig dét ansvar.

Kommunernes ansvarlighed
Jeg er glad og stolt over at kunne sige, at I der sidder her i salen, jeres kollegaer derhjemme i kommunalbestyrelserne og alle de ansatte i den grad har taget opgaven på sig. Jeg synes især, vores medarbejdere fortjener stor ros for den omstillingsparathed, som de har vist indtil nu. Respekt for det. For der er i de senere år blevet gennemført en historisk økonomisk opbremsning i kommunerne.

Det er ikke nogen let opgave. Det har krævet barske beslutninger og hårde prioriteringer i alle kommunalbestyrelser. Det er jo heller ikke, fordi det har været sjovt. Men det er i modvind, at man viser sit sande lederskab.

Det er let at udstede løfter og uddele milde gaver i opgangstider, men det kræver vilje og mod at styre igennem stormen.

De barske realiteter er, at kommunerne har reduceret udgifterne med 6 milliarder i 2012 i forhold til 2009. Og meget tyder på, at udviklingen er slået endnu stærkere igennem i regnskaberne for 2011. Det er ikke bare et tal - det er mindre service mange steder. Men vi har anerkendt nødvendigheden og påtaget os ansvaret for det.

Der arbejder nu 25.000 færre i kommunerne. Skoler er slået sammen og tilpasset til faldende børnetal. Og der er gennemført effektiviseringer af administrationen og tilpasninger på socialområdet.

Som bekendt har Danmark netop tiltrådt EU's finanspagt. Det stiller store krav til styringen af den offentlige økonomi.

Det kan være meget fornuftigt - stram styring er nødvendig. Vi anerkender fuldt ud behovet for at få en budgetlov, der sætter rammerne for den offentlige sektor. Og vi respekterer også helt og holdent, at regeringen vil fastsætte et udgiftsloft for den offentlige sektor. Der er nødt til at være troværdighed om styringen af den samlede offentlige økonomi.
 
Jeg er helt klar over, at udsigten fra finansministerens kontor ikke er opløftende. Ikke mindst på grund af de kreditvurderingsselskaber, der cirkler som gribbe over statskassen. Men jeg vil advare imod, at udsigten skræmmer finansministeren så meget, at skruen strammes mere, end den kan holde til.

For kære finansminister: Tag ikke fejl. Den økonomiske genopretning i kommunerne er et politisk projekt, og ikke resultatet af embedsmænds sindrige budgetregler. Det kan ikke siges tydeligt nok.

Og sådan vil det også være fremadrettet. Hvis det er styring, der er formålet, så står og falder det med politisk ejerskab. Hvis vi politikere her i salen slipper tøjlerne; så vælter læsset.

Et par forskere udgav for nylig en bog om, at den politiske opgave i kommunerne var blevet mindre efter kommunalreformen. Intet kunne være mere forkert.

Jeg kan selv tydeligt huske kommunalpolitik i "de gode gamle dage", og jeg garanterer: De politiske beslutninger har aldrig været større, tungere og mere styrende, end de er i dag.

Også derfor skal vi være klar til at se på arbejdsvilkårene for kommunalpolitikere. Det vil vi i KL holde fast på.

Kommunalpolitik har aldrig været så vigtigt, som det er nu.

Økonomiforhandlingerne
Snart begynder de årlige økonomiforhandlinger. Traditionen er vist nærmest, at denne tale er startskuddet.

Men jeg har allerede sagt det vigtigste. Kommunalbestyrelserne har taget ansvaret på sig, skabt balance i økonomien og vist handlekraft.

Så der er meget på spil i år. Som I alle ved, ligger budgetterne for serviceudgifterne i 2012 2½ milliard kroner under aftalen fra sidste sommer. Og det beløb er i rigeligt mål flyttet over på anlæg.

Det er fornuftigt. Anlægsinvesteringer er investeringer i fremtiden. Investeringer i vækst. Det er derfor afgørende, at vi også fremadrettet har gode muligheder for at holde et højt anlægsniveau og finansiere alment byggeri.

Kommunerne budgetterer med at bruge de penge, vi har. Og vores ledere og institutioner holder igen i tillid til, at de kan bruge det råderum, de skaber på driften, til at investere i fremtiden.

Vi har derfor også i 2013 brug for den finansiering, vi har i 2012. Så en af de helt store kampe i økonomiforhandlingerne kommer til at handle om bloktilskuddet. Det kan enhver vist se.

Men vi vil i forhandlingerne også gøre meget ud af at teste regeringen på dens løfter om afbureaukratisering, tillidsreform og større politisk råderum.

Politisk råderum
Regeringen skal tage sine egne løfter om tillid alvorligt og give os det politiske råderum, vi har brug for.

"Afbureaukratisering": Det er et mere og mere slidt og tomt ord, som efterhånden runger hult efter det digebrud af detailregulering, som er skyllet ind over os de sidste mange år.

Økonomi- og indenrigsministeren har sagt det meget præcist. Hvad nytter det, at vi fjerner regler med en pincet, når der samtidig smides nye på med en skovl?

Jeg kan ikke være mere enig. Vi skal sætte et stormflodsmærke og give hinanden håndslag på, at vandstanden af regulering aldrig skal nå det nuværende niveau igen.

Vi skal have trukket stikket ud på den ministerielle printer, der - sidst jeg tjekkede - stadig stod og spyttede regler ud.

Vi ser i kommunerne meget frem til den bebudede tillidsreform. Vi er klar til at skrotte proceskrav og regulering, og vi ved godt, at vi så skal måles på effekten af vores indsats. Det er helt fair. Men det kræver politisk råderum lokalt.

Sundhed
Jeg vil gerne sende en ros til vore kolleger i regionsrådene for den store udbygning af sygehusvæsenet, som de har stået for de senere år. Ventelisterne er bragt ned, og langt flere får behandling og kommer hurtigere hjem. Det har heller ikke været gratis.

De kommende år vil endnu mere specialiserede sygehuse skyde op over hele landet. De såkaldte supersygehuse. Det betyder, at sundhedsopgaven har forandret sig og vil forandre sig endnu mere de kommende år.

Der bliver flere ældre, og dermed også flere plejekrævende patienter med kol og diabetes, og flere patienter med genoptræningsbehov.

Det er opgaver, som kommunerne i stadigt stigende grad skal løse og have gode svar på.

Derfor skal vi på delegeretmødet i dag drøfte oplægget "Det nære sundhedsvæsen". Et bud på sigtelinjerne for de nære sundhedsopgaver. Sundhed frem for sygdom.

Jeg har forstået, at det har vakt en del opsigt, at vi på sundhedsområdet er begyndt at bruge ord som "evidens" og "kliniske retningslinjer".

Og ja, det er et kursskifte og en kæmpe opgave, vi påtager os med det udspil. Det ved vi godt.

Men vi mener det. På sundhedsområdet er der meget klar dokumentation for, hvad der virker og ikke virker. Og hvis det danske sundhedsvæsen skal kunne fortsætte sin rivende udvikling mod større specialisering på sygehusene. Så er det helt nødvendigt, at det kommunale sundhedsvæsen udfylder sin rolle.

Det betyder, at der er grænser for, hvor store de kommunale forskelle kan være på sundhedsområdet. Men det betyder også, at opgaven vil være afhængig af afstanden til det nærmeste supersygehus. Opgaven er forskellig fra Aalborg til Holstebro.

Vi skal ikke have lokale minisygehuse. Men vi skal have bedre samarbejde mellem sundhedspersoner tæt på borgerne. Og vi skal tænke i modeller, hvor læger fra almen praksis og sygehusene kan løse opgaver, i samarbejde med vores sundhedspersonale.

Kommunernes store styrke er helhedssynet: