DI: Kommunerne kan spare milliarder

KORT NYT: DI opfordrer nye byråd til at sætte ældreplejen i udbud og derved spare kommunen for milliarder.

Nye regler på området har gjort det lettere for kommunerne at sende opgaver i udbud. Blandt andet fordi det nu er blevet muligt at udbyde driften af plejehjem og hjemmepleje i ét udbud.

”Reglerne har været en hæmsko for mange kommuner. Nu, hvor de er ryddet af vejen, vil jeg forvente, at flere opgaver bliver sendt i udbud,” siger kontorchef Claus Ørum Mogensen fra KL i en artikel på DI.dk

Mange penge at spare
Og kommunerne kan faktisk spare en hel del kroner på at sende plejeområdet i udbud, mener DI.

I 2012 var kun 16 procent af pleje- og omsorgsopgaver udsat for konkurrence.
Og det til trods for, at kommunerne, ifølge egne beregninger, i gennemsnit sparer 15 procent af udgifterne på de opgaver, som har været i udbud.

”I runde tal betyder det, at kommunerne kunne spare mere end fem milliarder kroner på området, hvis de lavede udbudsrunder på alle de opgaver, der kan sendes i udbud, uden at det forringer servicen. Derfor vil vi opfordre de nye byråd, der dannes efter kommunalvalget, til at benytte sig af muligheden,” siger branchedirektør Mette Rose Skaksen fra DI Service.

Login