Vismænd: Regeringens rabat til CO2-syndere koster samfundet en milliard om året

Det vil give et årligt samfundsøkonomisk milliardsmæk at vedtage regeringens forslag om at give nedslag i CO2-afgiften til selskaber som Aalborg Portland. Det vurderer de økonomiske vismænd. 

Regeringens forslag til en uensartet CO2-afgift gør klimapolitikken dyrere. 

Sådan lyder det i den seneste rapport fra De Økonomiske Råd om dansk økonomi. 

Konkret indeholder regeringens udspil til en grøn skattereform et forslag om et nedslag i afgiften for brancher med mineralogiske processer, herunder cementindustrien og dermed også Danmarks største CO2-udleder, cementfabrikken Aalborg Portland.

Regeringen lægger op til, at prisen per ton CO2 i 2030 skal være på 750 kroner for de fleste virksomheder.

Men det gælder ikke for Aalborg Portland og andre virksomheder, der arbejder med mineralogiske processer.

De skal i stedet slippe med en CO2-afgift på 100 kroner, fordi de også betaler en EU-kvotepris, der i 2030 skydes til at ramme 750 kroner pr ton CO2.

På grund af gratiskvoter, er det dog slet ikke alle virksomheder, der kommer til at betale den fulde pris. EU-Kommissionen har for eksempel bekræftet for DR, at Aalborg Portland på grund af gratiskvoter slipper med en regning på omkring 520 kroner pr ton.

"Den effektive CO2-beskatning er derfor ikke ensartet på tværs af brancher og anvendelse, hvilket fordyrer klimapolitikken betydeligt. Nedslaget for udvalgte industrier er blandt andet motiveret i ønsket om at begrænse lækagen af dansk klimapolitik," lyder det fra vismændene.

{{toplink}}

Forslag efterlader årlig milliardregning 

Konkret vurderer vismændene med overvismand Carl-Johan Dalgaard i spidsen, at regeringens foreslåede rabat til virksomheder som eksempelvis Aalborg Portland vil efterlade en årlig samfundsøkonomisk ekstraregning på en milliard kroner. 

"For eksempel medfører den foreslåede lavere afgiftssats på udledninger fra mineralogiske processer en årlig samfundsøkonomisk meromkostning på en milliard kroner," skriver vismændene. 

Vismændene beskriver ligeledes, at rabatten forventes at kunne rede op mod 800 arbejdspladser i cementindustrien, men der vil være et tilsvarende tab af job andre steder i økonomien.

"Formandskabets vurdering er, at rabattens globale klimaeffekt er begrænset. Baggrunden er, at branchen er mindre konkurrenceudsat end andre danske industribrancher på grund af høje transportomkostninger, begrænset importkonkurrence og høje markupper, samtidig med at den danske cementindustri er mere CO2-intensiv end anden cementindustri i EU," vurderer vismændene.

Vil reducere usikkerhed

I rapporten påpeges det også, at hvis der vedtages en CO2-afgift svarende til regeringens udspil, vil det reducere usikkerheden omkring den fremtidige afgifts- og kvotebetaling for CO2-udledninger.

"Indførsel af en bundpris for kvotesektorens samlede afgiftsbelastning er også med til at reducere denne usikkerhed. Omvendt vil de annoncerede tilskudspuljer og uspecificerede krav til reel omstilling i virksomheder med mineralogiske processer kunne øge usikkerheden om de fremtidige rammevilkår for den grønne omstilling, da disse ordninger først konkretiseres på et senere tidspunkt," skriver vismændene som fortsætter: 

"I stedet for at den enkelte virksomhed tilpasser sig en kendt CO2-afgift, vil virksomheden også skulle tage højde for, at det på et senere tidspunkt kan blive muligt at søge forskellige tilskud, og at den kan blive pålagt andre krav om klimatilpasning, hvilket kan betyde, at klimatilpasningen udskydes og dermed fordyres."

Regeringen har taget hul på forhandlingerne om udspillet til en grøn skattereform, men de har ifølge Altingets oplysninger været på pause på grund af folkeafstemningen om det danske forsvarsforbehold. 

Forrige artikel EU klar med nye sanktioner: Forbyder det meste olieimport fra Rusland EU klar med nye sanktioner: Forbyder det meste olieimport fra Rusland Næste artikel Rusland lukker for gassen til Ørsted: ”Det er ren afpresning” Rusland lukker for gassen til Ørsted: ”Det er ren afpresning”