Vindindustri: Appel om politisk aftale på historisk dag for vind

Af Jan Hylleberg
Adm. direktør for Vindmølleindustrien

Der er lagt op til et travlt efterår med en række vigtige forhandlinger ikke mindst på energiområdet. Med tirsdagens fremlæggelse af 2025-planen har regeringen taget konkrete skridt til at omlægge PSO-afgiften og afslutte det efterhånden lange forløb, der har været om den omdebatterede afgift. 

Det er glædeligt, at regeringen nu kommer med et konkret løsningsforslag. Et forslag, der bør sætte et punktum og give klarhed over de kommende års finansiering af energisystemets omlægning.

Hvad der desværre er langt mindre positivt er, at regeringen ikke har medtaget finansieringen af de kystnære havvindmøller, som har deadline for bud i dag, torsdag 1. september. En dag, der forhåbentlig endnu engang vil vise, at vi i Danmark er forrest i feltet, når det handler om at gøre offshorevind billigere, og at det er virksomheder i Danmark, der er bedst til vind. 

Forløb har været en farce
Hele forløbet og udbudsprocessen omkring de kystnære havvindmøller har været en farce og står ikke mål med de forventninger, industrien normalt har. Mere end 1½ år har budfasen taget, og de involverede virksomheder har været udsat for stor politisk uklarhed og usikkerhed i urimeligt lang tid. En usikkerhed, som desværre fortsat er der i dag, hvor kuverterne med bud åbnes i Energistyrelsen.

Der er en generel forventning om, at budpriserne på de kystnære havvindmøller vil være pænt under det prisloft på 70 øre/kWh, som forligskredsen har lagt ind som forudsætning. Hvor langt under ved kun virksomhederne, der har budt og i eftermiddag også Energistyrelsen. Vi er derfor mange, der håber, at styrelsen hurtigt kan udpege vinderen og orientere energiforligskredsen. 

En proces, som jeg forventer kun vil tage få dage, således at den nødvendige finansiering kan findes sammen med den samlede PSO-løsning. Alt andet vil ikke bare betyde, at Danmark går glip af mange tusind arbejdspladser, men også være et stort tilbageskridt for dansk energi- og erhvervspolitik, der er afhængig af at kunne tiltrække internationale investorer til fremtidige udbudsrunder. 

Det er besynderligt, at regeringen på dette punkt fremlægger en 2025-plan uden blik for, at der også er behov for investorer efter i morgen.

Tre for éns pris
Konkurrencen på havvind er hård, og årsagen til de forventeligt lave budpriser skal blandt andet findes i havmøllers hastige teknologiske udvikling, og så det forhold at der er hård konkurrence om retten til at bygge parkerne. 

Med de seneste europæiske budrunder på hollandske Borssele 1 og 2 samt på danske Horns Rev 3, er der opnået priser, der ligger under det, som forligskredsen kendte til, da energiaftalen blev indgået i 2012. En positiv udvikling, som danskerne nu får glæde af både på de kystnære parker og på Kriegers Flak.

I Vindmølleindustrien vil vi derfor ikke blive overraskede, hvis det viser sig muligt at etablere såvel de 350 MW kystnære havvindmøller samt de 600 MW på Kriegers Flak med de 1,5 milliarder kroner årligt, som regeringens seneste PSO-prognose afsætter til Kriegers Flak. Altså tre havvindmølleparker for éns pris rent tilskudsmæssigt.

Det bør vække glæde også bag Christiansborgs mure, at støttebehovet til havvind nedbringes så meget, som tilfældet vil være. Dermed er det økonomiske argument imod vindmøller også stadigt sværere at få øje på. 

Er kystnære havmøller kystnære?
Hvad der derimod ikke er svært at få øje på, er subjektive holdninger til ’kystnære’ havvindmøller. Her må jeg kort slå fast at ’ja, havvindmøller er synlige i horisonten’. Præcis som broer, tv-master, lufthavne og anden essentiel samfundsinfrastruktur er det for dem, der er nabo hertil. 

Det er danskerne fint fortrolige med, ligesom danskerne allerede i dag er fortrolige med havvindmøller. Det skyldes blandt andet, at 9 ud af vores 13 nuværende havmølleparker står mindre end 4 km fra land, og dermed står mærkbart tættere end de kommende ’kystnære’ havvindmøller, der alle skal længere end 4 kilometer til havs. 

Nogle af de havvindmøller, der står tættest på land, er parkerne Rødsand II, Tunø Knob og Middelgrunden. Alle står de tættere på land end de kommende kystnære parker vil gøre det.

I industrien sætter vi vores lid til, at politikerne snarest indgår en aftale om finansieringen af det samlede PSO-system i årene, der kommer, som selvfølgelig også indeholder finansieringen af de kystnære havvindmølleparker. Det vil være det eneste rimelige punktum for implementeringen af energiaftalen fra 2012. 

Til gavn for investeringstilliden til Danmark, fortsat nedbringelse af prisen på vindenergi, det danske udstillingsvindue og den vækst og beskæftigelse, der følger med.

debat@altinget.dk