Verdensnaturfonden klar med afløser for Gitte Seeberg
NYT JOB: Bo Øksnebjerg tager over som generalsekretær i WWF Verdensnaturfondens danske afdeling. Han afløser Gitte Seeberg, der i 2016 trådte tilbage efter otte år på posten.
WWF Verdensnaturfonden har udpeget biologen Bo Øksnebjerg som ny generalsekretær for ngo'ens danske aktiviteter. Det skriver miljøorganisationen i en pressemeddelelse.
Bo Øksnebjerg tager over efter det tidligere konservative folketingsmedlem og Ny Alliance-stifter Gitte Seeberg, der i 2008 forlod dansk politik til fordel for lederstillingen i WWF's danske afdeling.
Efter otte år hos WWF overlod Gitte Seeberg i august 2016 stillingen til Peter Bonne Eriksen, der dengang blev udpeget som midlertidig generalsekretær. Nu er Seebergs permanente afløser så fundet i form af 47-årige Bo Øksnebjerg, der kommer fra en stilling som direktør for public affairs-bureauet Hill+Knowlton Strategies' danske afdeling.
Bo Øksnebjerg er desuden tidligere redaktør på Aller-magasinet Natur & Videnskab, og har efterfølgende lavet konsulentarbejde hos blandt andre Advice og COWI.
Ifølge WWF skal Bo Øksnebjerg stå i spidsen for en omstrukturering af organisationens arbejde, hvor der skal opbygges yderligere partnerskaber med fonde, virksomheder og andre ngo’er.
"Hvis vi skal efterlade en klode i bæredygtig balance til vores efterkommere – og det skal vi selvfølgelig – er det helt nødvendigt, at vi arbejder sammen," siger den nye generalsekretær i pressemeddelelsen og kalder WWF for "en af verdens mest indflydelsesrige grønne organisationer."
WWF blev grundlagt i 1961 i USA og har fem millioner medlemmer verden over. Siden 1972 har organisationen arbejdet i Danmark under navnet WWF Verdensnaturfonden.
Bo Øksnebjerg tiltræder i sin nye stilling fra 1. marts 2017.