Venstres grønne hykleri

DEBAT: Venstres angreb på den samfundsøkonomisk fornuftige udrulning af fjernaflæste målere er rent hykleri, lyder det fra Rasmus Helveg Petersen, klima- og energiordfører for Radikale Venstre.

Af Rasmus Helveg Petersen
Klima- og energiordfører, Radikale Venstre

"Grøn realisme" kaldte Venstre forleden sin store programerklæring på energiområdet. Den ville vist falde for markedsføringsloven, hvis det var et rigtigt produkt. Fakta er nemlig, at det i langt højere grad er "Grønt hykleri", som Venstre er rejsende i i disse dage.   

Gevinsterne opvejer langt omkostningerne
Målet lader til at være, at energiforliget skal fremstå dyrt - og når de åbenlyse gevinster kommer for dagen, så sætter Venstre kikkerten for det blinde øje og snakker om noget helt andet.

Seneste skud på stammen i den forbindelse er Venstres angreb på den samfundsøkonomisk fornuftige udrulning af fjernaflæste målere. Analyser dokumenterer, at udrulningen er en fordel for forbrugerne. For nu at blive i Venstres markedsføringssprog, så bliver det "billigere at være dansker", hvis vi sætter målerne op.

Det skyldes, at der er gevinster i form af mere fleksibelt indkøb af el, energieffektivisering, og endelig vil det også øge konkurrencen på elmarkedet. Det giver gevinster, og de gevinster er større end det beløb, som det koster ekstra at få fjernaflæste målere. En god sag, hvor hensynet til den grønne omstilling går side om side med fordele for den almindelige forbruger.

Fjernaflæste målere handler om mere end privatøkonomi. Når vi får grønnere og grønnere strøm, så vil der også være større prisudsving på elprisen. Det vil vi gerne have forbrugerne til at reagere på, så de bruger mest el, når den er billigst. Det betyder, at der ikke på samme måde skal være ekstra kapacitet til produktion af el på de vindstille dage.

Venstres hykleri
Hvis forbrugerne skal reagere, skal de mærke det på elregningen, hvis de bruger billig eller dyr strøm. Derfor skal elforbruget betales time for time og ikke som i dag, hvor en enkelt aflæsning om året bestemmer elregningen. Derfor er fjernaflæste målere en god ide. Alligevel har Venstre pludselig gjort sig til talsperson for det modsatte - stik imod energiforliget og stik imod, hvad der gavner de danske forbrugere.

Så når Venstre ensidigt fokuserer på, at der skal bruges penge på fjernaflæste målere, så ignorerer de både gevinsterne for den enkelte og for samfundet. De ignorerer tilmed også, at målerne rundt om i de danske hjem over tid skal skiftes uanset. Derfor er det et kunstigt højt tal, som senest Peter Christensen (V) har benyttet - men Venstre er for tiden vældig glade for høje tal.

Det var de også under forhandlingerne om energiforliget. Her var et af de tilbagevendende krav, at der skulle være tårnhøj støtte til biogas og landmændene. Der kan være potentialer i biogas til især den tunge transport. Men havde det ikke været, fordi Venstre insisterede, så var støtteniveauet ikke blevet så meget højere end til andre energiarter. Her betød det åbenbart ikke noget, at høj støtte gav højere omkostninger. Og vi støtter biogassen meget mere pr. energienhed, end vi støtter for eksempel vindmøllestrøm.

Den grønne realisme, som Venstre påberåber sig, er solidt hykleri. Bag lukkede døre er man frisk på at hæve omkostningerne, men når Ritzau nogle måneder efter stiller en mikrofon til rådighed, så er vinklen en helt anden.

Jeg er åben overfor gode ideer til, hvordan vi kan løse den grønne omstilling endnu bedre. Men det skal ske med rod i fakta - og det, der siges i forhandlingslokalet, skal selvfølgelig hænge sammen med det, der siges i pressen. Vi kan passende starte med at tage den saglige debat om de fjernaflæste målere. Her er der fordele at hente for danskerne.

Forrige artikel En stærk klimalov – tak! En stærk klimalov – tak! Næste artikel Danmark risikerer grøn fremtid med røde tal Danmark risikerer grøn fremtid med røde tal