Venstre: Vi står vagt om prisen på energiaftalen

DEBAT: Forudsætningerne for energiforliget er ændret. Derfor skal forliget revideres. Energisystemet skal moderniseres, men det skal tilpasses den virkelighed, vi er i, skriver Lars Christian Lilleholt (V), som fremlægger fire principper for den fremtidige udbygning af vedvarende energi.

Af Lars Christian Lilleholt
Klima- og energiordfører, Venstre

Der er en ekstraregning forbundet med energiforliget fra foråret. Og den er desværre ganske stor. Det var derfor, Venstre gik ind i forhandlinger med regeringen med det ene formål at gøre regningen til danske familier og danske virksomheder så lille som muligt. Det lykkedes.

Tænk et år tilbage, hvor forhandlingerne var på sit højeste. Der stod Venstre stort set isolerede i forhandlingerne, fordi de øvrige politiske partier og store dele af erhvervslivet ikke kunne forstå, hvorfor vi blev ved med at insistere på, at prisen skulle ned. De ville gerne lukke en aftale hurtigt, så vi kunne komme i gang med omstillingen - koste hvad det ville.

Vi stod fast, og ved at kæmpe med næb og klør lykkedes det os at gøre regningen cirka to milliarder kroner mindre, end den ville have været, hvis vi havde set passivt til, mens regeringen og Enhedslisten havde lavet en aftale. Vi tog et ansvar og indgik et kompromis - og det står jeg ved, fordi vi fik gjort den endelige aftale langt billigere.

Hvis Venstre - ligesom Liberal Alliance - bare havde set passivt til, mens regeringen lavede en aftale med Enhedslisten, så havde regningen været to milliarder kroner større. Det var fristende og nemt, men jeg tror, at mange danske familier og virksomheder trods alt er glade for, at Venstre tog ansvar for at gøre regeringens regning så lille som mulig.

Forudsætningerne er ændret
Men siden forliget blev indgået, er konkurrenceevnen desværre blevet forringet af øgede skatter og afgifter og for få vækstfremmende initiativer. Forudsætningerne for energiforliget er ændret væsentligt på flere punkter. For det første betyder de lave priser på CO2-kvoter og de lave kulpriser, at prisen for at tage de næste skridt i den grønne omstilling er vokset markant. For det andet betød regeringens nøl i forhold til solcelleopsætning i sommer, at energiforligets forudsætninger blev ændret på flere punkter.

Fire grundprincipper for en grøn omstilling
Derfor er Venstre klar til at genåbne forliget og få det tilpasset den virkelighed, vi står over for i dag. Den grønne omstilling skal ske på en måde, som er fornuftig set i forhold til udviklingen i Danmark og i verden omkring os.

Vi skal fortsat modernisere energisystemet, men det skal ske med øje for verden omkring os. Derfor ønsker Venstre, at den fremtidige udbygning af vedvarende energi i Danmark skal ske ud fra fire principper:

  • Det skal ske omkostningseffektivt og ved brug af markedsmekanismer.
  • Der skal satses på de billigste teknologier til vedvarende energi. Og når teknologierne ikke er modne til markedet, skal støtten aftrappes over tid og kun gives, indtil de kan drives på rene markedsvilkår.
  • Der skal arbejdes for et højt ambitionsniveau i EU, da det er naivt at tro, at Danmark i den nuværende situation kan gå væsentligt foran med en dyr grøn omstilling, uden at det skader vores konkurrenceevne. De danske målsætninger skal løbende tilpasses den europæiske udvikling.
  • De energipolitiske målsætninger skal ledsages af et omkostningsloft - i modsætning til regeringen mener vi nemlig, at prisen skal bestemme målsætningerne. Det skal være slut med uventede ekstraregninger.

Følger vi de fire principper, får vi en bedre sammenhæng i dansk energipolitik. Vi sikrer den langsigtede grønne omstilling af Danmark, vi bruger borgernes penge ansvarligt, og vi siger det ærligt: Målsætninger og hastighed i den grønne omstilling er ikke uafhængige af hverken økonomi eller den internationale udvikling. 

Forrige artikel CO2-kvotespin CO2-kvotespin Næste artikel Underligt øf over CO2-kvoter Underligt øf over CO2-kvoter