Varmepumper betyder grøn omstilling

DEBAT: Regeringen har med finansloven sænket elafgiften i boliger med varmepumper. Det er et skridt fremad for den grønne omstilling i Danmark, og det lover godt for den omlægning af energiafgifterne, som blev aftalt med forårets energiforlig. Det skriver Jesper Koch fra Dansk Energi.

Af Jesper Koch
Chefkonsulent, Dansk Energi

Med aftalen om finansloven sættes afgiften på el til opvarmning ned per 1. januar 2013. Dermed sænkes elafgiften til opvarmning i elvarmeboliger, herunder i boliger med varmepumper, så den kommer nærmere niveauet for fossile brændsler som fx naturgas og fyringsolie.

Ingen fossile brændstoffer i 2035 
Normaliseringen af afgiften på elvarme er et lille, men vigtigt skridt i den rigtige retning. Det kan nu i endnu højere grad betale sig at udskifte et oliefyr med en varmepumpe. Et hus af normal størrelse, som er opvarmet med en varmepumpe, vil spare yderligere knap 2.500 kr. om året. Det gode ved varmepumper er endvidere, at de passer perfekt ind i den danske plan om at frigøre energisektoren fra fossile brændsler i 2035. Midlet er at elektrificere det danske energisystem og omstille meget af vores traditionelle varmebehov med elektricitet.

Det Økologiske Råd beklager afgiftsnedsættelsen i et indlæg den 20. november og skriver, at den lavere afgift sænker motivationen til at spare. Men det argument holder kun teoretisk. Prisen på brug af elektricitet i de elopvarmede boliger er med sine ca. 1,60 kr. ganske høj og højere end prisen på at bruge fyringsolie og naturgas per energienhed. Derfor betaler det sig stadig at spare på strømmen.

Desuden er de danske energiselskaber som led i energiforliget i fuld gang med at sørge for energibesparelser i danske hjem og virksomheder. Der er tale om en bunden opgave for selskaberne. Derfor vil der fortsat være en meget aktiv indsats for at hente energibesparelser – også i danske boliger.

 

Fremskridt for den grønne omstilling

Det bedste ved afgiftsreduktionen er, at det nu i endnu højere grad kan betale sig at udskifte det gamle oliefyr med en varmepumpe mange steder. Og det er ikke utænkeligt, at en stor del af de omkring 250.000 oliefyr inden for en overskuelig årrække vil være erstattet med varmepumper. Det vil være et skridt fremad for den grønne omstilling i Danmark – og vise vejen til en mere energieffektiv brug af vores energi.


I Dansk Energi glæder vi os over forligspartiernes erkendelse af, at den skævvridende beskatning af el var ude at trit med, at el i højere og højere grad skal komme fra vedvarende energikilder. Det lover godt for den omlægning af energiafgifterne, som blev aftalt med forårets energiforlig. Med det afsæt bør regeringen få sat skub i det varslede arbejde, som skal lede hen til en egentlig udjævning af den skæve beskatning af energi i Danmark.

 

Forrige artikel Arbejdspladser en overset faktor i Nordsødebat Arbejdspladser en overset faktor i Nordsødebat Næste artikel Dencker: COP18 fanget mellem den økonomiske krise og en klimautopi Dencker: COP18 fanget mellem den økonomiske krise og en klimautopi