Replik til Cepos: Danmark går allerede enegang uden flyafgifter

DEBAT: I modsætning til Cepos' fremstilling virker flyafgifter efter hensigten, og faktisk er Danmark et af ganske få EU-lande uden en flyafgift, skriver formand for VedvarendeEnergi Jonathan Ries.

Af Jonathan Ries
Formand, VedvarendeEnergi
Gunnar Boye Olesen
Politisk koordinator, VedvarendeEnergi

Modsat hvad Cepos' analysechef, Otto Brøns-Petersen, hævder i Altinget 17. august, vil en dansk flyafgift både direkte gavne klimaet og styrke en europæisk klimaindsats.

Danmark er et af de ganske få EU-lande, der ikke har en flyafgift. Jo flere lande, der har egne afgifter, jo nemmere vil det være at blive enige om fælles EU-afgifter og dermed skabe en fælles basis for at sikre, at flyvningen betaler for nogle af deres eksterne omkostninger.

Oplagt at efterligne nabolande
Mest logisk vil det være, at vi i Danmark indfører flyafgifter på samme måde som vores nabolande Sverige og Tyskland og bruger en del af provenuet på at støtte grønne alternativer og på den måde øger effekten. Vi kan så fortsætte med at arbejde for fælles afgifter med de lande, der vil være med.

Det har blandt andre Holland opfordret til, i forbindelse med at landet netop har besluttet at indføre flyafgifter. På længere sigt kan afgifterne så dække hele EU, men da det kræver enstemmighed mellem landene, kan det forventes at tage nogen tid.

Problematiske argumenter
Ud over at Otto Brøns-Petersen overser, at Danmark reelt går enegang i EU ved ikke at have flyafgifter, er der en række andre problemer i hans argumenter imod flyafgifter.
 
•      EU's kvotehandelssystem (EU ETS) omfatter kun flyenes CO2-udledninger, mens andre drivhusgasser ikke tæller med. Kvotehandelssystemet er derfor i bedste fald kun en halv løsning. Desuden får flyselskaberne omkring 60 procent af kvoterne gratis. Som konsekvens har kvotesystemet langt mindre betydning end flyafgifter som i vores nabolande.

•      Kvotehandelssystemet bliver jævnligt revideret i EU, hvilket betyder, at de sparede kvoter overvejende bliver slettet, uagtet at det ikke følger Otto Brøns-Petersens lærebog for kvotehandel, hvor sparede kvoter altid skulle betyde, at andre kunne øge deres udledninger.

•      Danske ferie- og fritidsrejser med fly udgør ifølge Danmarks Statistik omkring 80 procent af flyvningen, så Otto Brøns-Petersens opfattelse af, at netop fly skulle have en høj andel af erhvervsrejsende, er forkert. Sådan var det for 30-40 år siden, men verden har ændret sig. Derfor er flyenes manglende moms, f.eks. i forhold til internationale tog gennem Tyskland, en klar skævvridning af markedet.

•      Drivhusgasser fra udenrigsflyvning er ikke med i opgørelser af danske drivhusgasudledninger og er derfor ikke med i det 70-procent-mål, som regeringen og dens støttepartier har aftalt. Det er derfor udtryk for rettidig omhu, at Radikale også sætter den danske udenrigsflyvnings klimabelastning på dagsordenen. Det vil dog styrke indsatsen yderligere, hvis de vil ændre forslaget til en harmonisering med Sveriges og Tysklands afgifter. Andre partier, som SF, har faktisk foreslået netop det.

Flyafgifter reducerer udledninger
Det er vigtigt, at vi begynder at begrænse de udledninger, der ikke er med i det nationale mål. Desuden skal vi tilbage til princippet om, at forureneren betaler. De, der flyver, skal også betale for klima- og miljøskaden af deres flyveture.

Desuden ser det ud til, at flyafgifter virker, at de er med til at reducere udledningerne: Erfaringerne fra Sverige er, at flyvningen er stagneret, efter at landet indførte flyafgifter i 2018, og udledningerne er reduceret tilsvarende.

I Danmark melder luftfarten om nye rekorder igen i 2019, ligesom de foregående år.

 

Flyafgifter Sverige Tyskland Effekt af EU ETS
Inden for Europa 42 kr. (61 SEK) 56 kr. (7,45 €)* 4-17 kr.**
Op til 6.000 km 178 kr. (255 SEK) 174 kr. (23,31 €) 0
Over 6.000 km 284 kr. (408 SEK) 313 kr. (41,97 €) 0

* Gælder også visse lande i Nordafrika
** For rejser fra København til hhv. Aalborg og Lissabon med kvotepris 26 €/ton, gratiskvoter til flyselskaber på 60 procent af udledninger og CO2 ifølge SAS CO2 Calculator 

Forrige artikel Biogasbranchen: Sjællands økologer skal kunne gøde med københavnsk madaffald Biogasbranchen: Sjællands økologer skal kunne gøde med københavnsk madaffald Næste artikel Designskoleleder: Grøn modebranche kræver grønt fokus på uddannelserne Designskoleleder: Grøn modebranche kræver grønt fokus på uddannelserne