Regeringen vil fordoble eksport af dansk energiteknologi

VERDENSFØRENDE: En ny eksportstrategi for energiområdet skal styrke Danmarks globale førerposition. Og målet er klart: Eksporten af energiteknologi skal fordobles.

Der vil i de kommende år komme stor efterspørgsel efter de teknologier og serviceydelser, som den danske energibranche er verdensførende i at levere.

Og det skal udnyttes, mener regeringen, der vil fordoble eksporten af dansk energiteknologi frem mod 2030.

Onsdag har regeringen fremlagt en ny eksportstrategi for energiområdet, der skal hjælpe til at nå målet, ligesom den ifølge energi- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V) skal gøre Danmark til en eksportsupermagt på energi.

”Det er vores vision, at eksporten af energiteknologi skal fordobles fra cirka 70 milliarder kroner i 2015 til mindst 140 milliarder kroner i 2030,” fortæller Lars Chr. Lilleholt i en pressemeddelelse.

”Det vil gavne klimaet, hjælpe andre lande med deres grønne omstilling, skabe danske arbejdspladser og bidrage til vækst, velstand og velfærd i Danmark,” fortsætter han.

Flere danske løsninger til verden
Med Parisaftalen og FN’s 17 nye verdensmål er der blevet sat en global ramme for grøn omstilling, og det vil ifølge regeringen igangsætte massive investeringer over hele verden og skabe en stor efterspørgsel efter de teknologier, som Danmark er verdensførende i.

"Danske virksomheder har udviklet løsninger inden for blandt andet vind- og vandteknologi, som efterspørges over alt i verden. Jeg har netop været i Californien, hvor der er vandmangel og store potentialer for danske virksomheder, som kan levere vandbesparende løsninger,” siger erhvervsminister Brian Mikkelsen (K).

Han peger på, at også dansk vindteknologi eksporteres til store dele af verden, ligesom at det med sidste uges politiske aftale om at udvide testfaciliteterne for store vindmøller i Danmark er blevet muligt at teste mere avanceret teknologi og dermed fortsat understøtte grøn eksport.

”Med den nye eksportstrategi er det ambitionen, at danske virksomheder fremover kan levere endnu flere grønne løsninger til hele verden,” siger Brian Mikkelsen.

Eksport skaber jobs
Den nye eksportstrategi er udviklet i samarbejde med energibranchen og industrien, og den sætter for første gang en strategisk ramme for eksportindsatserne på energiområdet.

Strategien samler de eksisterende eksportinitiativer under Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet, Udenrigsministeriet og Erhvervsministeriet. Samtidig igangsættes en række nye tiltag, så danske energivirksomheder kan få endnu bedre fodfæste ude i verden – blandt andet i Tyskland, Storbritannien og USA.

”Globaliseringen er en fantastisk mulighed for en lille, åben økonomi som den danske. Og vi skaber jobs med eksport,” siger udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) og fortsætter:

”Men for at vi til fulde kan høste frugterne af globaliseringen, kræver det, at vi målrettet arbejder på at hjælpe danske virksomheder med at få adgang til de rigtige markeder. Det skal udenrigstjenesten hjælpe den danske energisektor med.”

Forrige artikel Cepos: Klimarådets anbefalinger lægger CO2-kvotesystemet i graven Cepos: Klimarådets anbefalinger lægger CO2-kvotesystemet i graven Næste artikel Regeringen indgår ny aftale med Mærsk om Nordsøen Regeringen indgår ny aftale med Mærsk om Nordsøen