Professor: Klimaretssager risikerer at gøre fundamentale rettigheder irrelevante

27. september vil Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol behandle en sag mod Danmark og 32 andre lande. Sagen er anlagt af seks unge portugisere mellem 11 og 24 år, der hævder, at landene har krænket deres menneskerettigheder ved ikke at reducere udledningen af drivhusgasser.

Menneskerettighedskonventionen indeholder ikke en ret til et rent miljø, men domstolen har tidligere udvidet fortolkningen heraf for at sikre, at de beskyttede rettigheder ikke blot er teoretiske men også praktisk anvendelige. Forurening, såsom skadelige industrielle emissioner, farligt affald eller støj, kan derfor i dag betragtes som et indgreb i menneskerettighederne.

Nogle har rejst spørgsmål om, hvorvidt det er domstolenes opgave at udvide fortolkningen af menneskerettighederne. Flere har påpeget, at Danmark har en tradition, hvorefter samfundsmæssige afvejningsspørgsmål besvares af politikere, fordi det herhjemme betragtes som ”politiske spørgsmål”.

{{toplink}}

"Aktivistisk" domstolsprøvelse

En lignende opfattelse blev delt af den schweiziske højesteret, da den afviste en klimasag anlagt af en gruppe kvinder, alle over 64 år. Ligesom de unge portugisere hævdede kvinderne, at regeringens inaktivitet truede deres liv og sundhed.

Dette er en af tre sager, der i øjeblikket behandles af Menneskerettighedsdomstolens Storkammer. Storkammeret beskæftiger sig kun med særligt vigtige sager, hvilket understreger betydningen af klimasagerne i Strasbourg.

Domstolen står over for valget mellem, hvad der til tider kaldes en ”aktivistisk” tilgang eller en mere tilbageholdende domstolsprøvelse, som vi kender herhjemme. Domstole i Canada, Spanien, Storbritannien og USA har tidligere fundet, at retsvæsenet ikke bør blande sig i klimapolitik. Disse sager udgør dog kun en brøkdel af de mange klimasager, der verserer verden over. En opgørelse konkluderer, at der er blevet indgivet over 1.500 klimasager siden 2015.

Klimasagerne tog for alvor til, efter at en hollandsk domstol i 2015 pålagde regeringen at reducere landets drivhusgasser. Afgørelsen blev senere stadfæstet af den hollandske appel- og højesteret. Det var første gang, at en regering blev pålagt at handle imod klimaforandringer af sine egne domstole.

Dommerne fandt, at regeringens manglende reduktion var i strid med Menneskerettighedskonventionen og Parisaftalen, som har til formål at holde den globale opvarmning et stykke under to grader med sigte på halvanden grad.

Sagen udløste en række lignende sager og medførte blandt andet, at den tyske forfatningsdomstol underkendte en del af den tyske klimalov. Det skete, fordi loven ikke fastsatte tilstrækkelige reduktioner. Senest fik en gruppe unge mennesker medhold i, at deres rettigheder blev krænket, fordi den amerikanske delstat Montana ikke havde begrænset brugen af fossile brændstoffer.

Trussel mod vores rettigheder

Disse sager ligger langt fra den danske tradition, men de rejser et vigtigt spørgsmål: Hvad skal befolkningen gøre, hvis politikerne ikke handler? Videnskaben er klar. Hvis landene ikke handler mere ambitiøst, vil den globale opvarmning overstige Parisaftalens mål. Og som FN’s generalsekretær, António Guterres, har påpeget, udgør klimaforandringer en af de største trusler mod vores rettigheder.

Parisaftalen, der blev indgået i 2015, overlader det til nationale regeringer at fastlægge deres individuelle handlingsplaner. Det var den eneste mulige løsning for at nå til enighed, men det er også aftalens største svaghed.

{{toplink}}

Allerede i 2014 advarede FN’s Klimapanel, IPCC, om, at en effektiv reduktion af klimaændringer ikke ville blive opnået, hvis hvert land handlede i egen interesse. På trods af advarslen ser det ud til, at vi er på vej mod en opvarmning på næsten tre grader inden 2100, netop fordi de fleste lande, især de rigeste, ikke er villige til at handle.

Og her er Danmark ingen undtagelse. Den nuværende klimapolitik vil kun reducere drivhusgasser med 63,1 procent i 2030, sammenlignet med en målsætning på 70 procent.

FN’s seneste rapport om reduktioner fastslår, at kun en omfattende systemisk transformation kan levere de nødvendige reduktioner inden 2030. Det kendte mål på halvanden grad vil kræve en reduktion på yderligere 45 procent sammenlignet med de handlingsplaner, der allerede er fastsat. Tidligere i år advarede IPCC om, at der er et kort og hurtigt lukkende vindue af muligheder for at sikre en bæredygtig fremtid for os alle.

De mange klimasager betyder, at både nationale og internationale dommere står over for et valg. De kan vælge at være tilbageholdende over for såkaldte ”politiske spørgsmål”. Samtidig risikerer de at gøre fundamentale rettigheder irrelevante i den største krise, verden nogensinde har stået overfor.

For en jurist er det ikke et nemt valg. For dem, som gerne vil se deres børn eller børnebørn i øjnene, bliver valget ikke nemmere.

debat@altinget.dk