Plan for grøn transport

DEBAT: Stigende efterspørgsel på transport og en klimamålsætning, der vil reducere dansk CO2-udledning med 40 procent, skaber behov for en klar klimaplan. Transporten skal gøres mere effektiv og bæredygtig. Læs her hvordan, ifølge Hans Peter Slente og Michael Svane fra DI.

Af Hans Peter Slente og Michael Svane
Branchedirektør Energi og Branchedirektør Transport, Dansk Industri 

Forårets energiaftale indeholder initiativer, der vil mindske Danmarks CO2-udledning med 34 pct. i 2020 i forhold til 1990. Danmarks samlede klimamålsætning er en reduktion på 40 pct. i 2020. Til det formål skal Danmark udover energiaftalen have en klimaplan med tiltag til CO2-reduktion inden for bygninger, landbrug, affald og transport.

Vores efterspørgsel efter transport er stigende. Vi har behov for at være mobile på vores arbejde og i vores fritid. Der er positiv sammenhæng mellem vores velstand og vores transportbehov. Det billede forventes ikke at ændre sig. Men vi kan gøre transporten mere effektiv og mere bæredygtig. Det er klimaplanens rolle.

Mange forestiller sig, at vi kun kan opnå resultater ved at begrænse transporten. Det er en misforståelse. En begrænsning af transporten vil både hæmme vores konkurrenceevne og livsudfoldelse her til lands. Og heldigvis er der mange alternativer til fortidens bilfrie søndage.

I DI er vi optaget af at komme frem med en plan for grøn transport i Danmark. Planen kører på fire hjul.

Nye køretøjer og infrastruktur
For det første er der behov for introduktion af langt flere køretøjer, der helt eller delvist kører på grønne brændstoffer. En introduktion af flere biler, der kører på el, gas og brint – og hybridbiler med mulighed for at skifte mellem flere drivmidler – kan på afgørende vis mindske brugen af fossile brændsler i transportsektoren. Det er en spændende og omfattende udviklingsfase, der ligger foran os i udviklingen og ibrugtagning af nye køretøjer – og udvikling af en infrastruktur, der understøtter dem.

Omlægning af afgifterne
For det andet er det nødvendigt at omlægge registreringsafgiften på køretøjer for at give tilskyndelse til at anskaffe grønne biler - biler der kører langt på literen – og på alternative energiformer – inklusive hybridbiler.

Alternative drivmidler
For det tredje er der behov for øget fokus på alternative drivmidler også i den tunge transport – såsom gas og bioetanol. Hertil kan lægges skærpede krav om iblanding af biobrændstoffer i almindelig benzin og diesel.

Trafikplanlægning
For det fjerde skal vi se på den overordnede trafikplanlægning. Kan vi foretage et skift for visse transportformål over mod mindre klimabelastende transportformer – for eksempel tog eller skib frem for bil og lastbil? Og kan vi mindske vores transportbehov uden at sætte komforten over styr – gennem eksempelvis brug af flere videokonferencer frem for hyppige flyrejser?

Klimaplanen skal sætte rammen for en accelereret udvikling af grøn transport. Der er heldigvis allerede mange erfaringer at trække på fra ind- og udland, og teknologierne er i rivende udvikling.

Vi skal benytte os af mange veje for at opnå en mere grøn transport. Ingen kan med sikkerhed sige, hvilke transportløsninger, der vil vise sig at være de mest gunstige i fremtiden. Derfor skal vi være åbne for at udvikle og afprøve et væld af nye teknologier her i Danmark.

Mange aktører er i gang med at udvikle og markedsføre nye biltyper til blandt andet det danske marked. Tilsvarende arbejder andre på udvikling og salg af nye brændsler til transportsektoren. Det er et dynamisk og meget internationalt felt af operatører, som er i gang.

Lad os gribe muligheden for at skabe grøn transport. Vi skal rejse ad mange veje mod målet og prøve mange ting af. Det eneste, som vi helt sikkert skal undgå, er stilstand. Vi har en spændende tid foran os med at forme fremtidens grønne transport – lad os gribe muligheden.

Den 12. september 2012 bringer DI grøn transport til debat ved en konference på Nationalmuseet i København.

Link: www.di.dk/grøntransport.

Forrige artikel Ferietrafikkens CO2-regnskab bliver glemt Næste artikel Hvorfor skrotte energirenovering? Hvorfor skrotte energirenovering?