Ordførerrokade i Venstre: Ahlers skal forhandle klimahandlingsplan

ORDFØRERROKADE: Barsel og partiskift udløser en ordførerrokade i Venstre. Det betyder, at Tommy Ahlers bliver partiets mand til de kommende klimaforhandlinger, mens Kristian Jensen bliver udvalgsformand.

Folketingsmedlemmerne i Venstre har besluttet sig for at lave en intern rokade i ordførerskaberne og udvalgene.

Det skyldes, at folketingspolitikeren Thomas Danielsen fra årsskiftet er på barsel frem til Venstres sommergruppemøde i august. Samtidig har Marcus Knuths udtrædelse af partiet og skift til Det Konservative Folkeparti efterladt et par ordførerskaber. 

Det betyder, at Tommy Ahlers bliver Venstres mand i de kommende forhandlinger om en klimahandlingsplan. 

Derudover får forhenværende udenrigsminister og næstformand for partiet, Kristian Jensen, tildelt et ordførerskab. Da formandskabet trådte tilbage i sensommeren, lød meldingen ellers, at den tidligere næstformand ikke ønskede et ordførerskab, men derimod en mere fri rolle i folketingsgruppen. 

Nu er Kristian Jensen partiets nye arktisordfører, samtidig med han kan sætte sig i formandsstolen i Udenrigsudvalget.

Herunder kan du få det fulde overblik over rokaden i Venstre.

  • Ny næstformand i Udenrigspolitisk Nævn: Michael Aastrup Jensen (erstatter Marcus Knuth)
  • Ny formand i Udenrigsudvalget: Kristian Jensen (erstatter Marcus Knuth) 
  • Ny formand i Natos parlamentariske forsamling: Mads Fuglede (erstatter Marcus Knuth)
  • Ny arktisordfører: Kristian Jensen (erstatter Marcus Knuth)
  • Ny grønlandsordfører: Christoffer Melson (erstatter Marcus Knuth)
  • Ny færøordfører Bertel Haarder (barselsvikar for Thomas Danielsen)
  • Ny klimaordfører: Tommy Ahlers (barselsvikar for Thomas Danielsen)
  • Ny energiordfører: Carsten Kissmeyer (barselsvikar for Thomas Danielsen)
  • Ny erhvervsordfører: Torsten Schack Pedersen (vikar for Tommy Ahlers)
  • Ny ordfører for turisme og søfart: Lars Christian Lilleholt (vikar for Torsten Schack).

Forrige artikel Internt notat sår tvivl om effekt ved storstilet klimatiltag Internt notat sår tvivl om effekt ved storstilet klimatiltag Næste artikel Overblik: Den politiske kalender for 2020 Overblik: Den politiske kalender for 2020