Og vinderen er: den bæredygtige omstilling

DEBAT: Argumenterne mod en grøn omstilling af samfundet er efterhånden brugt op. Nu handler det om, hvordan vi kombinerer omstillingen med vækst. Det mener dagens debattør, Anders Stouge fra Dansk Energi.

Af Anders Stouge
Vicedirektør, Dansk Energi


En række organisationer, politikere og lederskribenter i forskellige medier har på det seneste sat spørgsmålstegn ved den grønne omstilling, senest her på Altinget.

De peger alle på, at det ikke er muligt at pege på morgendagens industrielle vindere - hverken når det gælder virksomhed eller specifik teknologi. Eller de mener, at den grønne satsning og vækst ikke rimer. Det kan godt være, at vækstargumentet er blevet skærpet lige hårdt nok i kampen for at sætte den grønne omstilling højt på den politiske dagsorden. Men kritikerne starter det forkerte sted. Udgangspunktet er jo, at vi skal forandre energiforsyningen og vort energiforbrug af fundamentale strategiske årsager. Vi er om meget kort tid ni milliarder mennesker på kloden. Levestandarden er stigende, og det er behovet for energi også.

De fossile energikilder er ikke uendelige, og vi har udnyttet de lettest tilgængelige og dermed billigste forekomster. De alternative energiformer - vind, sol, elbiler mv. bliver stadig mere effektive. Klimaforandringerne kræver en begrænsning af vores udslip af drivhusgasser.

Investér i en bæredygtig omstilling af vores energisystem
IEAs cheføkonom Dr. Fatih Birol har netop været på besøg i Danmark, hvor han konkluderede, at olieprisen i et vækstmæssigt perspektiv er på katastrofekurs. Endvidere påpegede han, at den billige olie endegyldigt er sluppet op. Andre deltagere på konferencen pegede på, at vi er tæt på at prisforskellen mellem fossil energi og vedvarende energi jævner sig ud.

I min optik betyder det, at der snart ikke er argumenter tilbage for ikke at gennemføre de nødvendige, store investeringer i en bæredygtig omstilling af vores samfund. Gør vi det ikke, kommer vi under alle omstændigheder til at lide under de fossile energiprisers åg. Det bliver vi hverken rigere eller grønnere af. Men vi kan blive grønnere og rigere af at investere i en bæredygtig omstilling af ikke mindst vores energisystem - hvis vi gør det rigtigt.

Hvilke af ovenstående argumenter vi hver især tillægger størst betydning, er ikke så afgørende. Konklusionen er den samme for vores politiske ledere. Vi skal inden for en kort årrække omstille vores energisystem væk fra olie, gas og kul til vind, biomasse og biogas. Vi skal omstille vores forbrug fra energispild til et nyt højt niveau af energieffektivitet.

Den omstilling kræver investeringer i milliard-klassen, og er - som vores nye klima- og energiminister har udtalt - en bunden opgave.

Global efterspørgsel skaber øget konkurrence
Det gode er, at resten af verden sådan set også efterspørger effektive svar på de store energimæssige udfordringer, vi står overfor.

I stedet for en teoretisk diskussion om, hvorvidt man fra politisk niveau kan vælge morgendagens vindere. Eller om vindmøllerne bare tager jobs fra andre sektorer, bør vi samles omkring det reelle spørgsmål, der ligger lige foran os. Nemlig hvordan sikrer vi, at der skabes maksimal vækst, indtjening og beskæftigelse i kølvandet på den omstilling af vores energiforsyning og forbrug, der under alle omstændigheder skal gennemføres?

Vi må her erkende, at vi ikke er alene på markedet. Andre nationer vil også være med. Generelle gode rammebetingelser, som lav skat og hensyn til den tunge industri er selvfølgelig et must. Det kan vi gøre bedre end, vi gør i dag.

Forløsning af vækstpotentialet kræver udvikling af en selvstændig innovationspolitisk indsats, hvor nøgleinitiativerne er forskning, uddannelse og offentligt/privat samspil om test og demonstration.

Energiaftale skal sikre vækst
Afgørende for at vi kan nå målet om en forløsning af vækstmaterialet er den kommende energiaftale, der vil tegne det energipolitiske Danmarkskort de næste mange år frem.

Derfor bør der i min optik arbejdes målrettet på, at vi får ændret varmeforsyningsloven, så vi får biomasse ind på kraftværkerne, at vi får en afgiftsmæssig balance på biomasse og fossile brændsler, får sat fokus på energiselskabernes energispareforpligtigelser, udbygge vind og indarbejde en fleksibel udbudsmodel for havvind med få bindinger, samt skabe incitamenter til at netselskaber kan investere i Smart Grid på kommercielle vilkår. Det er nogle af de vigtigste prioriteter i en kommende energiaftale set med Dansk Energis øjne, fordi det er de rammer, vi skal bygge fremtidig vækst på.

Men skal vi nå helt i mål, må vi også have en klar strategi for, hvordan der skal følges op på den energiaftale, vi alle håber meget snart er en realitet. Når energiaftalen er i hus, bør regeringen fremlægge en selvstændig strategi for, hvordan vi veksler den nødvendige grønne omstilling til vækst og beskæftigelse.

En mulighed for den nye regering er at forankre den strategiske interesse i tilvalget af energi- og klima som vækstområde for Danmark. Det kan gøres med et grønt vækstråd. Et vækstråd, der skal komme med klare svar på fremtidige fra- og tilvalg. Lad den tunge industri og de grønne virksomheder sidde side om side ved bordet. Og lad det grønne vækstråd være med til at inspirere fremtidens grønne politik. Det skal være vores platform for at løfte de danske ideer og løsninger ud i verden.

Gør vi det rigtigt, bliver den bæredygtige omstilling en gevinst for hele det danske samfund.

Forrige artikel Når rødt bliver grønt Når rødt bliver grønt Næste artikel CO2-neutral biomasse er begrænset CO2-neutral biomasse er begrænset