Nye klimapenge må ikke blive gamle

Peter With og Marianne Haahr 
Hhv. programkoordinator og kommunikations- og advocacychef fra CARE Danmark

Et af de få og spinkle resultater på COP15 Klimatopmødet i København i 2009 under Lars Løkke Rasmussens ledelse var beslutningen i slutdokumentet ”Copenhagen Accord” (Københavneraftalen) om at skaffe flere penge til finansiering af den nødvendige indsats mod klimaændringer.

Klimafinansiering er forskelligt fra udviklingsbistand ved at være kompensation frem for en gave. Kompensationen skal rette op på den historiske ubalance, som klimaforandringerne har skabt, hvor vores rigdom har resulteret i klimaforandringer, som gør det sværere for udviklingslande at kæmpe sig ud af fattigdom. Derfor er klimafinansiering og udviklingsbistand rodfæstet i forskelige idéer.

Og derfor står der i Københavneraftalen, at klimapengene skal være nye og ”additionelle” – det vil sige ud over udviklingsbistanden. Politikerne må altså ikke tage allerede planlagte udviklingsindsatser og forklæde dem som klimahjælp.

Når løfterne fordufter

Løfterne fra København er bliver mere og mere luftige som årene går. Det er til trods for, at den daværende klima- og energiminister Lykke Friis i januar 2010 bekræftede, at klimapengene skal være oven i hatten og ikke allerede planlagte udviklingsmidler. Men da det stod skidt til med at levere på løfterne, førte de til nye spørgsmål i Folketinget. Fremfor at lægge kræfterne i at lede efter flere penge, gik spillet om en ny definition på ’nye penge’ i gang.

Den tidligere udviklingsminister, Søren Pind, sagde, at da Danmark giver mere i udviklingsbistand, end vi ”internationalt har forpligtet os til”, kan man tage klimafinansieringen fra udviklingsbistanden uden at øge den. Det vil i sig selv være nye penge, selv om der ikke totalt set bevilges flere penge.

Argumentet var, at FN anbefaler, at alle industrilande giver mindst 0,7 procent af deres bruttonationalindkomst (BNI) i udviklingsbistand. Danmark gav i 2010 mere end 0,8 procent. Altså kunne man argumentere for, at klimabistanden kunne tages fra den ”ekstra” 0,1 procent og alligevel være nye penge, selv om der ikke var fundet en krone ekstra på budgettet. Det skabte ramaskrig blandt grønne organisationer og politikere, men det rokkede ikke ved beslutningen, og at nye penge ikke behøver at være så nye alligevel.

Brud på internatonale forpligtelser

Hvis Venstre igen får regeringsmagten, skal dansk udviklingsbistand fra det ene år til det næste skæres ned til 0,7 procent af BNI. Det er en beskæring på cirka 2,6 milliarder kroner. Mange ulandsbevillinger er internationale tilsagnsbevillinger, der rækker flere år frem. Så ministeriet skal finde tættekammen frem for at finde så mange løse penge fra den ene dag til den anden. Alt, hvad der kan skæres, vil derfor blive skåret. Alligevel vil man formentlig blive tvunget til også at lave brud på aftaler med modtagerlande og organisationer for at komme i hus med besparelserne. Stort set ingen bevillinger kan stige og slet ikke klimabevillingerne.

Hvis Danmark kommer ned på en bistand på 0,7 procent af BNI, ligger vi ikke længere over, hvad FN anbefaler at give i bistand. Nu vil det ikke længere være muligt at finde ekstra midler til klimafinansiering ved at sænke udviklingsbistanden, den vil allerede være i bund. Det vil i givet fald betyde, at løfterne fra Københavneraftalen vil blive brudt.

Hvad skylder Danmark i klimakompensation?

Klimapuljen blev etableret i 2010 for at synliggøre Danmarks bidrag til løfterne fra COP15. Det internationale løfte var en start-finansiering på 15 milliarder amerikanske dollars fra 2010 til 2012. I 2020 skulle den internationale klimafinansiering nå 100 milliarder dollars om året.

Den danske klimapulje startede på 300 millioner kroner i 2010 og endte på 500 millioner i 2012, og det niveau er den blevet fastlåst på af den nuværende regering. Samlet set lykkedes det de rige lande at skaffe de 15 milliarder dollars til start-finansiering. Lige bortset fra, at det ikke var nye penge.

Men hvis Danmark skal yde sin fair del af de 100 milliarder amerikanske dollars, skal vi i 2020 op på cirka omkring 2,7 milliarder kroner årlig. Det svarer omtrent til de varslede besparelser på udviklingsbistanden.

Klimapenge er centrale

Siden klimatopmødet i København 2009 er klimaforandringerne rykket tættere på. Danmark spiller en vigtig rolle som foregangsland med ambitiøse klimamål og i forhold til at skubbe på for at få en international klimaaftale i hus. En af de store knaster i klimaforhandlingerne er at få leveret på løfterne fra København om en stigning af klimafinansieringen frem mod 2020. Derfor bør Danmarks klimapulje stige fra de 500 millioner kroner, den har ligget på årligt under den nuværende regering, og i retning af at nå mindst omkring 2,7 milliarder kroner om seks år i 2020. Kommer der ikke penge på bordet til klimatilpasning og grøn omstilling i udviklingslandene, vil udviklingslandene ikke gå med på en international aftale. At sikre en markant stigningstakt i Danmarks klimafinansiering bør derfor være en prioritet både for regeringen – for eksempel i den kommende finanslov - og for oppositionen.

Fra luftige løfter til skridt fremad

Danmark skylder udviklingslandene kompensation for de klimaforandringer, vi har været med til at påføre dem. Derfor skal vi planlægge en stigning af klimafinansieringen fra det nuværende niveau til i omegnen af 2,7 milliarder kroner om seks år i 2020. Det gælder både en nuværende og en mulig kommende regering, hvis Danmark vil undgå løftebrud i forhold til aftalen fra COP15 i København.

debat@altinget.dk