Niels Fuglsang: Kloge aftaler om energieffektiviseringer i EU kan give store CO2-besparelser

Det er ikke en overdrivelse, når jeg skriver, at vi har den grønneste Europa-Kommission nogensinde, og det grønneste Europa-Parlament nogensinde. Det første er en konsekvens af det sidste.

Noget af det første vi gjorde som Parlament, var nemlig at vælge den nye kommissionsformand Ursula von der Leyen, som blev valgt med et snævert flertal og nok kun fordi hun lovede at præsentere, hvad hun kaldte en ”European Green Deal”. Det har hun gjort. Siden da er der nemlig sket to afgørende ting.

For det første har vi fået vedtaget EU’s første bindende klimalov, der siger, at EU i 2030 skal sænke sit CO2-udslip med mindst 55 procent i 2030. Europa-Parlamentet ville gerne hæve reduktionsmålet til 60 procent, eftersom det er mere i tråd med Paris-aftalen. Men efter forhandlinger med EU’s regeringer blev tallet mindst 55 procent, og loven blev vedtaget i Parlamentet med 442 stemmer for, 203 imod og 51 blanke stemmer.

For det andet er der her til sommer kommet ikke mindre end 13 lovforslag fra Kommissionen om, hvordan vi skal leve op til klimaloven. Det er alt fra bindende krav til andelen af vedvarende energi og energieffektivitet, øget pris på CO2-udledninger i industrien, energisektoren, flyselskaberne, bilerne og opvarmningen af huse, udfasning af benzinbiler og CO2-told rundt om EU.

Forslagene har samlet fået betegnelsen ”Fit for 55”, og selvom det lyder som et fitnessprogram til modne mennesker, så er det faktisk det mest omfattende bud på, hvordan vi håndterer klimaforandringerne fra nogen af verdens store økonomier.

Energieffektivisering som en global løsning

Det er lykkes mig at blive Parlamentets hovedforhandler - også kaldet rapporteur - på lovgivningen for energieffektivitet. Her møder jeg mange repræsentanter fra medlemslande, der er skeptiske overfor strammere klimakrav og ønsker at udvande vores ambitiøse forslag. Men jeg mødes også med mange interesseorganisationer og virksomheder, der ser et stort potentiale for, at stærkere mål kan gavne Europa med arbejdspladser samtidig med, at vi udfaser fossiler energikilder.

I disse dage er jeg så på vegne af Europa-Parlamentet i gang med at forfatte det første udspil til en lovtekst om, hvordan vi kan spare på energien i EU. Den grønneste energi er den, vi ikke bruger, og effektiviserer vi her, er der virkelig meget CO2 at spare på kontoen. Ifølge det Internationale Energiagentur skal over 40 procent af de fremtidige CO2-reduktioner findes via energieffektiviseringer globalt set.

Bindende krav til medlemslandene 

For mig bliver det afgørende, at lovgivningen sætter bindende krav om, at alle EU’s lande skal gøre en indsats for at spare energi og bruge energien smartere, for eksempel ved at energirenovere bygninger, isolere og genbruge overskudsvarme. Samtidig er det vigtigt, at indsatsen gennemføres på en socialt balanceret måde, så regningen ikke vender den tunge side nedad.

EU-Kommissionen har allerede spillet ud med et forslag om en besparelse på energiforbruget på ni procent fra 2020 til 2030. Jeg vil gerne gøre loven bliver mere ambitiøs, og det tror jeg på, at der både blandt politikere og i industrien er momentum for nu. Eftersom klimalovens mål om 55 procent reduktion af CO2 i 2030 sammenlignet med 1990 ikke er nok til at nå Parisaftalen, så skal vi lægge vægt på, at der står mindst 55 procent. Vi kan godt gå længere, for eksempel ved at skrue op for energieffektiviseringerne.

Hvis de politikere, der er valgt nu, når deres mandat udløber, siger: ”lige som tidligere lykkedes vi heller ikke med at vedtage en ambitiøs klimalovgivning denne gang”, så er det for sent at nå Paris-aftalen. Det er nu, vi skal handle. Derfor bliver de næste 2,5 år afgørende for vores samfunds fremtid.

{{toplink}}

debat@altinget.dk