Ministerrokade løste akutte problemer, men foråret bliver farligt for Mette Frederiksen

Der findes ministerfyringer, der skaber ondt blod og forpester det fremtidige samarbejde i år frem. Og der findes dem, som en statsminister ryster af sig så let som en hund ryster sin våde pels. Fyringen af Benny Engelbrecht (S)  som transportminister hører til den sidste kategori.

Enhedslisten optrådte som skarpretter mod Engelbrecht, men statsminister Mette Frederiksen (S) undlod helt at ledsage fyringen af sin transportminister med bitre kommentarer vendt mod Enhedslisten. Det er der flere årsager til:

Benny Engelbrecht er en vellidt politiker, men hans rolle var ikke en central del af Mette Frederiksens overordnede politiske projekt. Han kunne let erstattes på posten. Derudover kunne Mette Frederiksen benytte rokaden til at flytte problematiske ministre som den nu tidligere forsvarsminister Trine Bramsen (S).

Men frem for alt har statsministeren en forståelse for, hvordan Enhedslisten arbejder. Den yderste venstrefløj anlægger en meget principiel stil, hvor man skrider hårdt ind over for ministre, der vildleder eller holder oplysninger tilbage for Folketinget. Til gengæld holder Mai Villadsen (EL) og co. ikke ministre som gidsler for at opnå politiske indrømmelser.

Det er afgørende for Mette Frederiksen, der vil reagere anderledes resolut, hvis f.eks. klimaminister Dan Jørgensen (S) fik hugget hovedet af, fordi støttepartierne er utilfredse med regeringens klimapolitik. Så er det et angreb på regeringen som sådan - og statsministerens reaktion vil blive derefter.

Klare meldinger
Endelig har Enhedslisten og regeringstoppen været gode til forventningsafstemme, mens krisen om Benny Engelbrecht byggede op. Derfor blev fyringen ikke set som et nedrigt overraskelsesangreb fra den yderste venstrefløj, men snarere som en slags naturlov.

I grel modsætning til den krise, der opstod mellem Konservative og Venstre efter fyringen af fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) i 2016. For dengang følte Lars Løkke Rasmussen sig snydt af den konservative leder Søren Pape Poulsen, der egentlig var gået med til at frede ministeren. Den slags glemmes ikke lige med det samme.

Sådan var det på ingen måde i tilfældet Engelbrecht. Derfor er forholdet mellem regeringen og Enhedslisten uforandret efter sidste uges drama.

Politiske minefelter
Regeringens problemer med Enhedslisten er rent politiske.
S-regeringen har med sin nye reformkurs og begejstring for EU og Nato bevæget sig i en retning, som Enhedslistens bestemt ikke bryder sig om. Men på trods af det ser Enhedslistens stadig Mette Frederiksens regering som dén socialdemokratiske regering, man har haft mest til fælles med.

Stridspunkterne mellem regeringen og Enhedslisten går primært på to områder:
Der er det grønne område, hvor Enhedslisten på linje med Radikale og SF er alt andet end tilfreds med regeringens ambitionsniveau. Utilfredsheden stiger, når regeringen forsøger at gøre sig grønnere end den egentligt er, som tilfældet netop var i sagen Benny Engelbrechts infrastrukturaftale og Morten Bødskovs (S) hybridbiler.

Det centrale grønne slagsmål kommer til at stå om en CO2-afgift, hvor et forlig næppe kan nå fra de borgerlige til Enhedslisten. Vælger S-regeringen at lave en bred aftale med de borgerlige, vil det føre til nye konflikter. Men her kan Enhedslisten håbe på, at de  borgerlige spiller sig selv af banen, hvis Venstre og Konservative insisterer på at møde op sammen med Nye Borgerlige og Liberal Alliance.

Den socialdemokratiske regering har de seneste måneder forsøgt at dreje i en mere grøn retning, en bevægelse der startede ved den socialdemokratiske kongres i september, og som er blevet forstærket efter nederlaget ved kommunalvalget i november. Derfor er der i Enhedslisten en vis optimisme og tro på, at regeringen vil satse på at få alle støttepartierne med i et forlig om en CO2-afgift.   

Ret og pligt
Derfor kan spørgsmålet om sociale ydelser til fattige børnefamilier vise sig at blive den største nød, regeringen skal knække.

Problemet er indtil nu blevet håndteret ved en midlertidig forhøjelse af ydelserne, men for både SF og Enhedslisten er det essentielt at få en permanent aftale inden et valg. 

For S-regeringen er det et problem at hæve ydelser for børnefamilier på kontanthjælp - hvoraf mange er indvandrerfamilier - uden samtidig at få gennemført forslaget om en 37 timers aktivering for indvandrere og flygtninge "med et integrationsbehov". Gennemføres begge dele, kan Mette Frederiksen stå solidt på den klassiske socialdemokratiske kombination af ret og pligt.

I en valgkamp vil slaglinjen lyde: "Ja, vi giver flere penge til nogle fattige indvandrerfamilier, men til gengæld kræver vi, at flere indvandrere arbejder for deres ydelse".

Mangler aktiveringselementet, er det kun den første del af sætningen, der står tilbage - og så er socialdemokraterne sårbare for en borgerlig beskydning om at "forkæle indvandrere på kontanthjælp".

Blå taktik
Under normale omstændigheder vil S-regeringen kunne køre slalom mellem Folketingets partier og få vedtaget de forhøjede ydelser med det parlamentariske grundlag, mens aktiveringen stemmes igennem med højrefløjen. For aktivering af indvandrere er klar borgerlig politik. 

Men det er langt fra sikkert, at det kan gøres i den nuværende parlamentariske situation. Fronterne er skærpet så meget, at den borgerlige blok næppe vil stemme for aktiveringsdelen, hvis regeringen vedtager forhøjede ydelser med venstrefløjen og Radikale.

Den klemme forsøgte regeringen at komme ud af ved at lægge aktiveringen over i den reformpakke, der for to uger siden blev indgået forlig om sammen med SF, Radikale, Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne. Men øvelsen lykkedes ikke.

Derfor kan det ende med, at der slet ikke bliver lavet en aftale om aktivering af indvandrere, mens der bliver lavet et minimalistisk forlig om ydelser med det parlamentariske grundlag. Et forlig, hvor der bliver tilført lidt flere penge til de fattigste børnefamilier, og hvor kontanthjælpsloftet formelt bliver afskaffet, men hvor der reelt bliver ændret meget lidt. 

Blokpolitik frem mod valget
Slagsmålet om ydelser og kontanthjælpsloft illustrerer, hvor kompliceret regeringens færd kan blive i den sidste del af valgperioden.

S-regeringens strategi bygger på, at der - politiområde for politikområde - er flertal i Folketinget for størstedelen af den socialdemokratiske politik. Det har givet Mette Frederiksen langt større manøvremulighed, end Lars Løkke Rasmussen havde med sin smalle Venstre-regering fra 2015-16.

Men den fordel forsvinder, hvis Venstre og Konservative optræder som en blok sammen med Liberal Alliance og Nye Borgerlige - og af taktiske grunde afviser at støtte forslag, de egentlig går ind for. Som for eksempel en lavere beløbsgrænse for udenlandsk arbejdskraft og aktivering af indvandrere.

Hvis regeringen tvinges til at binde sig til en af siderne, ligger snittet ikke længere der, hvor socialdemokraterne ønsker det. 

Det er her, den egentlige fare for regeringen ligger i et forår, der indeholder en hel stribe vigtige forhandlinger om en ny ældrelov, et medieforlig, en europa-politisk aftale, videreførelse af arbejdet for asylcentre uden for Europa, en sundhedsreform - og ikke mindst aktivering og ydelser.   

I det perspektiv er Enhedslistens fyring af Benny Engelbrecht et meget lille problem.

erik@altinget.dk