Løkke rådgiver Elbæk: Mød op til forhandlingerne

Uffe Elbæk (ALT) og Lars Løkke Rasmussen (V) i venlig dialog under spørgetimen tirsdag 17. november 2015. 

SPØRGETIME: En munter Lars Løkke Rasmussen (V) rådede Alternativet til at møde op til forhandlingerne, hvis de vil hjælpe regeringen med den grønne omstilling.

Uffe Elbæk (ALT) stillede tirsdag 17. november 2015 statsministeren et venligt spørgsmål under spørgetimen. Alternativets partileder var interesseret i at høre, hvordan hans parti kan hjælpe regeringen med at få mere fokus på det grønne område.

“Vi er jo som udgangspunkt et rigtig venligt parti, og det er også et venligt spørgsmål, som kommer fra medlemmerne. Hvordan kan Alternativets medlemmer hjælpe regeringen i forhold til at få mere fart under den grønne omstilling?” spurgte Uffe Elbæk.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen tog spørgsmålet med et smil og anbefalede Alternativet at møde op til forhandlingerne.

“Hvis man føler, at ting skal gøres anderledes, end det regeringen gør, så er der kun en mulighed, og det er at møde op,” sagde Lars Løkke Rasmussen og ønskede samtidig Alternativet held og lykke.

Forrige artikel Lilleholt parat til særskilt løsning på problemer med varmepumper Lilleholt parat til særskilt løsning på problemer med varmepumper Næste artikel Udflytning: Det er op til de enkelte ministre Udflytning: Det er op til de enkelte ministre