Løkke får grøn international toppost

KORT NYT: Tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) er 12. maj blevet udnævnt til bestyrelsesformand for Global Green Growth Institute (GGGI) i Sydkorea.

Venstres formand Lars Løkke Rasmussen er på et bestyrelsesmøde i Sydkorea netop blevet valgt som formand for Global Green Growth Institute gældende fra juli i år. Han overtager posten efter Dr. Han Seung-soo, tidligere koreansk premierminister.  

Instituttet blev lanceret af Sydkoreas præsident Lee Myung-bak under COP15 i København og spiller en markant rolle i det internationale samarbejde om omstilling til grøn vækst.

Glæde i begge lejre
Danmark får således en central toppost inden for den grønne vækstdagsorden, som spås til at blive ét af de vigtigste markeder i det 21. århundrede.

"Det er en stor ære at blive valgt til posten som bestyrelsesformand for Global Green Growth Institute, og jeg ser frem til at bidrage til videreførelsen af det projekt, Danmark som den første bidragsyder besluttede at støtte i 2011 under VK-regeringen," siger Lars Løkke Rasmussen i en pressemeddelelse.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) glæder sig ligeledes over udnævnelsen:

"Jeg er meget tilfreds med, at Lars Løkke Rasmussen med regeringens fulde opbakning i dag er blevet udpeget til bestyrelsesformand for GGGI. Jeg opfatter det som en stor anerkendelse af Danmarks indsats for at sætte fokus på grøn vækst, og jeg er sikker på, at udnævnelsen vil bidrage til det allerede tætte samarbejde mellem Danmark og Korea om den grønne dagsorden."

Forrige artikel Denne uge på Energi og Klima (20) Denne uge på Energi og Klima (20) Næste artikel Auken: Borgernes ideer skal inddrages