Landbrug & Fødevarer: Afskaf CO2-afgift på støttefri biogas

Omstilling fra fossil naturgas til biogas kan kun lade sig gøre, fordi vi i Danmark har en stor biogassektor. Derfor bør CO2-afgiften fjernes på gassen, skriver Niels Peter Nørring.

”Den sorteste industri har endelig knækket kurven: Forurener klimaet mindre efter CO2-afgift.”

Det var overskriften på en af tophistorierne i DR tirsdag den. 23. april.

Det er en rigtig god historie, at den tunge industri i løbet af de seneste to år har reduceret udledninger af CO2 med ikke mindre end 17 procent.

Et af industriens væsentlige virkemidler til at nå den markante reduktion har været udskiftningen af fossile energikilder med biogas, som også bliver beskrevet i artiklen.

Men når man sammenligner industriens og landbrugets udledninger og reduktioner, bør man bringe det fulde billede af, hvordan de to sektorer bidrager til at påvirke hinandens udledninger.

Afskaf CO2-afgift på biogas

En omfattende omstilling af industriens energiforbrug fra fossil naturgas til biogas kan nemlig kun lade sig gøre, fordi vi i Danmark har en stor biogassektor.

I 2023 dækkede biogas hele 45 procent af Danmarks samlede gasforbrug.

Landbruget kan altså bidrage til yderligere produktion af grøn gas og omstilling i industrien, hvis rammerne skabes.

For eksempel ved at sikre, at den skattereform, der nu træder i kraft for industrien, også honorerer virksomhedernes omstilling til biogas, som der også var lagt op til i den politiske aftale fra 2022.

Vi mener, at det både er muligt og helt afgørende at afskaffe CO2-afgiften på støttefri biogas leveret til industrien gennem gasnettet, for at fremme den omstilling og udvikling den grønne gas bidrager til i energisektor, industri og landbrug.

Det er glædeligt, at flere danske virksomheder allerede har foretaget omstillingen fra fossile energikilder til biogas.

Skader konkurrenceevnen

Men vi er i den grønne omstilling også nødt til at have øje for konkurrenceevnen, så vi også på sigt kan levere klimavenlige produkter på det globale marked.

Udenlandske virksomheder belastes nemlig ikke af en sådan CO2-afgift.

Derfor haster det også med at få en model for, hvordan CO2-afgiften på biogas kan afskaffes, inden den nye CO2-afgift på industriens udledninger træder i kraft d. 1. januar 2025.

{{toplink}}

Og det er ikke kun i fremstillingsindustrien, at landbrugsproduktionen baner vejen for grøn omstilling.

Den biogene CO2, som kan opfanges fra biogasanlæggene skal på sigt anvendes til at producere grønne Power-to-X brændstoffer såsom e-metanol, der for eksempel bliver afgørende for at omlægge shippingindustrien. 

Så når landbrugets produktion og udledninger beskrives, er man også nødt til at have øje for, hvordan restprodukterne fra den produktion bidrager til reduktionen i andre sektorer.

Selvom landbrugssektoren ikke godskrives reduktionerne, bidrager sektoren til, at vi som samfund når vores klimamål

{{toplink}}

Forrige artikel Forskere efter modangreb fra kolleger: Nej, pyrolyse er ikke en aktuel klimaløsning Forskere efter modangreb fra kolleger: Nej, pyrolyse er ikke en aktuel klimaløsning Næste artikel Concito: Øget menneskelig trivsel bør være et vigtigt mål i fremtidens arealanvendelse Concito: Øget menneskelig trivsel bør være et vigtigt mål i fremtidens arealanvendelse