Lad os få begrebet "standarder" ind i de internationale klimaforhandlinger

Af Anne Grete Holmsgaard
Energi- og klimaordfører, SF

Det er egentlig tankevækkende: Vi har udslipsnormer for stort set alle stoffer, der kan tænkes at komme op af en skorsten: Dioxiner, kviksølv, cadmium, kvælstof osv. Det eneste udslip, vi ikke direkte har normer for, er CO2.

Her baserer vi fortsat indsatsen helt og holdent på at sætte en pris på udslippet af drivhusgasser. Tankegangen med at sætte en pris på CO2 er for så vidt sympatisk og enkel: Det skal koste, for når det koster, vil investorerne se sig om efter alternativer. Den tankegang holder langt hen ad vejen. Økonomiske virkemidler er brugt på mange områder, og så er de for det meste herligt ubureaukratiske at have med at gøre.

Spørgsmålet er imidlertid, om kampen for at få det stigende globale udslip af drivhusgasser ned ikke er så politisk vanskelig, at vi er nødt til også at satse hårdt på andre virkemidler. Sagen er jo, at systemet med at sætte en pris på CO2 via kvotehandel kun er virkelig effektivt, hvis prisen er tilstrækkelig høj og hvis de, der skal foretage investeringerne, har tillid til at den forbliver høj.

Mindstepris for CO2-kvoter
Her har den hidtidige kvotepris ikke være effektiv nok, og det bliver den kun, hvis verdens ledere for alvor beslutter sig for at sætte skrappe lofter over de nationale udslip. Det krydser jeg naturligvis mine fingre for, at de gør. Men, hvad nu hvis det ikke sker? Kan vi så virkelig vente til 2020 med at få sat tilstrækkeligt skrappe lofter. Det kan vi naturligvis ikke. Vi må nødvendigvis have flere virkemidler i brug og nogle, hvor vi kan "stramme skruen" i takt med, at der er behov for det.

Et indlysende middel kunne være at sætte en mindstepris for CO2 kvoter. Et niveau på 40 dollar per ton CO2 ville være fornuftigt. Det svarer til, at det vil koste cirka 25 øre oven i hver kWh at bruge kul frem for vedvarende energi. 25 øre svarer til det tilskud, danske vindmøller på land får. Det vil give et klart signal til markedet, men spørgsmålet er, om EU, der er længst med kvotehandel, tør gå videre ad denne vej.

Obligatoriske normer
Den anden indlysende mulighed er at satse kraftigere på obligatoriske normer eller standarder. Standarder kender vi for eksempel fra bilers udslip per kilometer - og fra den årelange kamp om at få udslippet ned.

Standarder for CO2 udslip er heller ikke helt ukendt, når det gælder energiproduktion. Som det - mig bekendt - eneste sted i verden, har Californien lovgivet om, at udslippet fra elproduktion højest må være på et givet niveau perr produceret kWh.

Det er et tiltag, som med fordel kan udbredes - også i internationale aftaler. Det kunne for eksempel være den vej, vi kunne vælge for at få fjernet mistilliden mellem landene, når vi diskuterer risiko for konkurrenceforvridning mellem energitunge industrier: At basere en aftale på, at udslippet fra disse gradvist skal ned under et vist niveau per produceret enhed.

Standarder og normer har desuden den klare fordel, at det er kendte og gennemprøvede virkemidler. Det skader heller ikke, at standarder fjerner frustrationerne, når man bliver mødt med argumentet om, at det er ligegyldigt at satse mere på vedvarende energi nationalt "for det vil jo bare føre til, at andre kan slippe mere CO2 ud i atmosfæren ved at købe de overskydende kvoter". Så derfor en kraftig opfordring til, at vi ikke lægger alle vores forhåbninger i, at kvotesystemet klarer ærterne, men satser på flere virkemidler på en og samme gang.

debat@altinget.dk