Kommer klimakabalen til at gå op?
DEBAT: Det netop overståede klimamøde i Bonn omhandlede blandt andet, hvilket bidrag landene skal komme med i en global aftale. Her bliver der både lurepasset og spillet højt spil, skriver Mattias Söderberg, seniorrådgiver i Folkekirkens Nødhjælp.
Seniorrådgiver for Folkekirkens Nødhjælp
To ugers klimaforhandlinger er lige afsluttet i Bonn, Tyskland.
Konturerne af den globale klimaaftale, der skal vedtages i Paris december 2015, begynder at tage form, og de positive meldinger fra USA, Mexico med flere skaber optimisme.
Måske er omstillingen til en grøn udvikling for både rige og fattige lande alligevel mulig?
Men samtidig med at mulighederne for en global klimaaftale bliver tydeligere, bliver det også tydeligere at se, hvor udfordringerne ligger.
En af de sværeste diskussioner de seneste to uger har været spørgsmålet om, hvilke bidrag landene skal komme med til en global aftale.
Skal der mål for vedvarende energi? Og skal det aftales, hvor mange penge de enkelte lande skal bidrage med? Og helt afgørende; hvordan sikrer vi, at de nationale bidrag bliver store nok?
Ifølge processen skal alle lande præsentere deres nationale mål senest i marts 2015. At datoen er sat langt tidligere end topmødet, hvor aftalen skal skrives under, skyldes, at det skal være muligt at justere de nationale bidrag, hvis de nu ikke er ambitiøse nok.
De fleste lande lurepasser på hinanden for at sikre, at de ikke kommer til at bidrage meget mere end andre lande. Problemet er dog, at denne lurepasser-tilgang giver landene incitament til at holde lidt igen med deres mål, og dermed bliver den totale ambition for lav.
Men med godt et halvt år mellem præsentationen af de nationale mål og klimatopmødet, hvor aftalen skal på plads, bliver der mulighed for både at sammenligne forskellige mål og øge ambitionerne. Det er tanken.
EU og USA holder igen
I realiteten er det dog ikke sikkert, at det bliver så nemt. USA gjorde det meget tydeligt ved mødet i Bonn, at de ikke planlægger at revidere deres mål. De kommer med et mål i marts 2015, og det er også det mål, de vil skrive ind i aftalen.
Connie Hedegaard sagde på Folkemødet, at EU også har samme tilgang. De klimamål, EU forventes at vedtage for 2030 i oktober i år, vil også ligge til grund for EU's bidrag til Parisaftalen.
Både EU og USA har selvfølgelig en pointe. Nationale mål kan ikke blot laves om. Det tager tid, og der skal både regnes på mulighederne og være plads til nationale processer for at vedtage beslutningerne.
Men de spiller også et højt spil. Sandsynligheden for at klimakabalen går op, det vil sige, at landenes planer om at reducere udslip er så ambitiøse, at målet om, at den globale temperatur ikke må stige med mere end to grader, bliver nået, er desværre ikke stor.
Muligheden for at revidere målene og øge ambitionen er derfor afgørende for, om Parisaftalen skal blive til en succes.
Næste klimatopmøde finder sted i New York i september, og der kommer fokus til at være på netop ambitionsniveauet og på, hvor langt landene vil gå, når det handler om at skabe en grøn og bæredygtig fremtid.
Når EU fejler, må Danmark gå foran
Grøn omstilling er en sikker omkostning
