Klimaekspert efter COP19: Nu må vi se fremad

Af Jørgen Henningsen
Seniorrådgiver, European Policy Center

COP-19 i Warszawa er overstået, og ingen, bortset fra de mest involverede forhandlere, kan her en måned efter huske, hvad, om noget, der kom ud af mødet.

Det gør heller ikke noget. Især i betragtning af, at parterne blev enige om, at der heller ikke skal forhandles seriøst på COP-20 i Peru. Stakkels Francois Hollande, der skal spille Lars Løkke Rasmussen i Paris om små to år. Man må håbe at nogen har mindet ham om, at det eneste COP, der gik så galt, at det ikke var til at bortforklare, var COP-6. Hvor: i "Hollande", november 2000.

Vi skal se fremad 
Men nu skal der ses fremad, hvor tingene sker. I begyndelsen af næste år skal EU's stats- og regeringschefer tage stilling til EU's klima- og energipolitik frem mod 2030. Kommissionen har allerede i en såkaldt grønbog spurgt os alle sammen, hvad vi mener om den sag, og mange, især de med økonomisk eller idelogisk interesse i spørgsmålet, har fået lejlighed til at gentage, hvad de tidligere har sagt.

Det er let at afvise hele sagen med en henvisning til, at EU's samlede bidrag til det globale CO2-udslip er hastigt på vej ned under ti-procent-grænsen. Det argument vil vi komme til at høre mere end én gang, og observationen er rigtig. Men det ville være både utilgivelig kynisk og økonomisk letsindigt (som påpeget af bl.a. Financial Times' cheføkonom Martin Wolf), at lade tre og fem være lige; både klimapolitisk, energipolitisk og industripolitisk betyder det noget, hvordan vi tilrettelægger de næste 16-17 års klima- og energipolitik.

Det handler ikke kun om reduktionsmål
Indtil videre har interessen især koncentreret sig om, hvilket reduktionsmål Kommissionen vil fastsætte for 2030. Risikoen er, at al koncentrationen vil samle sig om dette tal, der for det første næppe vil blive så ambitiøst, som Kommissionen og derefter de nationale politikere vil hævde, for det andet let risikerer at blive det mindst væsentlige.

Vi har indtil videre oplevet tre mål: 2000 målet om CO2-emissionsstabilisering, Kyotomålet for 2008-12 og 2020-målet, vedtaget i 2008. De er alle, af forskellige grunde, blevet uinteressante, længe før de skulle være opfyldt. Hvis man forestiller sig, at regeringslederne til marts beslutter sig for 40 procent reduktion, vil det med al sandsynlighed være garneret med en række betingelser, der vil stække kraften i beslutningen.

For megen politisk opmærksomhed på reduktionsmålet risikerer at svække interessen for den mere konkrete policy. Der er for tiden stærke kræfter, industrien og fagøkonomer i medlemslandenes ministerier og akademiske kredse, der arbejder for, at formulere klima- og energipolitikken som ét enkelt mål, for CO2-reduktion, og dermed afskaffe de mere specifikke mål for vedvarende energi og energieffektivisering. Det er en utrolig dårlig idé.

Energipolitik bestemmer kvotepris, og ikke omvendt
Hvis man ser på udviklingen i EU, og bestemt ikke mindre i Danmark, er det en lang række meget konkrete policybeslutninger (kraftvarmeudbygning, krav til bygningers og apparaters energieffektivitet, vindkraftudbygning, afgiftslettelse for energieffektive biler osv.), der er årsag til afkoblingen af CO2-emissionen fra den økonomiske vækst, hvorimod mere horisontale initiativer som kvotehandelssystemet højst har bidraget marginalt.

Sandheden er, at det er energipolitikken, der har bestemt kvoteprisen, ikke som tilsigtet det modsatte. 

debat@altinget.dk