Dansk chefforhandler og klimatolog: IPCC har været afgørende for klimaindsatsen, men nu står man ved en korsvej

Af Adrian Lema og Fabrice Lambert
Hhv. chef for Nationalt Center for Klimaforskning på DMI og chefforhandler ved IPCC, og lektor ved UC Chile og chilensk repræsentant ved IPCC

Mens verdens øjne sandsynligvis ikke er rettet mod den igangværende 60. session af Intergovernmental Panel on Climate Change (IPCC) denne uge i Istanbul, er der gode grunde til at kigge på den. I denne uge holdes det afgørende første møde i den nye såkaldte 7. vurderingsperiode med klimavurderinger. Det vil sige 7. gang, IPCC skal tage klodens temperatur på tværs af videnskabelige discipliner.

Opstarten af en ny IPCC-periode er altid vigtig, og særligt denne gang står vi ved en korsvej i vores kollektive vidensbehov. Siden den 3. vurderingsrapport fra IPCC, udgivet i 2001, har IPCCs fremgangsmåde være denne samme: Tre arbejdsgrupperapporter, der behandler først den naturvidenskabelig baggrund for ændringerne, dernæst konsekvenser og tilpasning og til sidst løsninger til begrænsning af klimaforandringer. Endelig en synteserapport som prikken over i-et.

Det er exceptionelt omfattende arbejde at vende hver en sten og underkaste ny viden en ekstra intens videnskabelige proces. Hver periode strækker sig normalt over cirka fem-seks-syv år. Og det stiller os ved en korsvej. I denne tid med accelererende klimakrise opstår spørgsmålet: Er det tid til en ændring? Leverer IPCC den rette information på det rette tidspunkt og på den rette måde?

En tur tilbage i tiden kan måske hjælpe os med et svar.

Vigtigt fundament for COP15

IPCC spillede en betydelig rolle før COP15 under United Nations Framework Convention on Climate Change (UNFCCC), der blev afholdt i København en kold december i 2009. Selvom COP15 i Bella Center ofte huskes for sine udfordringer og mangel på en bindende aftale, var IPCCs bidrag afgørende for at forme forventningerne til det danske formandskab og de delgerede fra hele verden.

Dengang leverede IPCCs 4. vurderingsrapport, offentliggjort i 2007, en omfattende og opdateret videnskabelig vurdering af klimaforandringer. IPCCs strenge videnskabelige vurderinger skabte en afgørende baggrund for forhandlingerne, hvor det blev understreget, hvor presserende klimakrisen var.

Selvom resultaterne af COP15 ikke levede op til forventningerne, var IPCCs rolle i at lægge grundlaget for international klimadialog og handling utvivlsomt betydningsfuldt. Konferencen kulminerede i Copenhagen Accord, en ikke-bindende aftale, der erkendte behovet for at begrænse den globale temperaturstigning, og aftalen anerkendte det videnskabelige synspunkt, at stigningen i den globale temperatur skal være under 2 grader.

{{toplink}}

Copenhagen Accord fastsatte også behovet for at støtte udviklingslande med 100 milliarder amerikanske dollars årligt for at håndtere klimaforandringerne. Resultater, der næppe ville have set sådan ud uden den tunge rapport.

IPCC-rapporter afgørende for Paris-aftalen

Det der ikke lykkedes i København, lykkedes i Paris ved COP21. Inden den historiske og mere vellykkede Paris-aftale i 2015 spillede IPCC en afgørende rolle i at forme den globale klimapolitik. IPCCs 5. vurderingsrapport fra 2014 var afgørende.

Denne rapport sammenfattede tusinder af videnskabelige undersøgelser og præsenterede et klart og omfattende billede af klimasystemets tilstand, menneskets indflydelse på klimaforandringer og de potentielle konsekvenser og risici i fremtidige klimascenarier.

Skarpe konklusioner præcis ét år forud for COP’en i Paris skabte et stærkt videnskabeligt grundlag for de internationale klimaforhandlinger. Nuvel, verden var mere klar end i København, men videnskaben var også mere klar og hjalp Paris-aftalen på vej. Som vi ved, sikrede Paris-aftalen, at verden nu arbejder for at holde sig langt under 2 grader og stræber efter at begrænse opvarmning til 1,5 grader.

Hvis vi kigger blot en måned tilbage til december 2023, understreger den nylige afslutning af COP28, på trods af dens blandede resultater, nødvendigheden af rettidig klimainformation fra IPCC. COP28s endelige konklusioner og den såkaldte Global Stocktake, der fandt sted, blev ligeledes formet af IPCC’s 6. vurderingsrapport, der blev offentliggjort tidligere i 2023.

Den rapport var afgørende for, at målet om 1,5 grader blev holdt i live. En ny 'Roadmap to Mission 1.5' blev godkendt på COP’en, og i plenarforsamlingen blev 1,5 grader ofte omtalt som forhandlingens 'Nordstjerne'. Mens COP28 aftalen anerkender 'hvad,' når det angår klimahandling, mangler det endelige resultat på 'hvornår' og 'hvordan'.

Det er et skridt fremad, ja, men ikke det kvantespring, som mange havde håbet på. Skuffelsen, især blandt unge, er tydelig. Alligevel er det vigtigt at huske: Hvert skridt, uanset hvor lille det er, bringer os tættere på den omfattende handling, vi har brug for. Og godt er det, at forhandlingerne havde ny viden fra IPCC frisk i hukommelsen.

{{toplink}}

God forskning tager tid

I denne sammenhæng bliver IPCCs rolle stadig mere betydningsfuld. IPCC, med sin videnskabelige autoritet og troværdighed, giver et globalt perspektiv, der er afgørende for forståelsen af et komplekst, grænseoverskridende problem som klimaforandringer. IPCC tilbyder politisk relevante, videnskabelige vurderinger – uden at være politisk foreskrivende.

IPCC hjælper både individuelle landes omstillinger og hjælper på den store internationale klinge. IPCC's rapporter udgør fundamentet for internationalt samarbejde og forhandling.

Dette bringer os til det nuværende IPCC-møde i Istanbul. Hvordan kan IPCCs information præsenteres for UNFCCC, og hvilken information er mest afgørende at arbejde med?

Global Stocktake, en central mekanisme i Paris-aftalen, vurderer vores fremskridt mod dens mål hvert femte år. Den første af disse var i 2023, som minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik Dan Jørgensen (S) i øvrigt faciliterede i Dubais varme. COP28-aftalen ”inviterer IPCC til at levere relevant og rettidig information til den næste Global Stocktake”.

Ønsket om klimaforskning er tydelig. Imidlertid tager god forskning tid. I det afgørende internationale klimamodel-samarbejde (Climate Model Intercomparison Project, CMIP) er der begrænsninger for, hvor hurtigt nye klimascenarier og studier kan udvikles. Mens computerkraften øges, øges også modelkompleksiteten. En femårig cyklus for nye scenarier og klimamodelsimulationer synes i øjeblikket at være utilgængelig.

Timing på bekostning af seneste scenarier

Dette stiller os over for et dilemma: Skal vi prioritere timing til Global Stocktake i 2028 på bekostning af de seneste klimascenarier. Eller omvendt? Skal vi tage de næste generationsklimamodeller med i vurderingen, men dermed komme for sent til stocktake-bussen? Kunne IPCC selv gennemgå en transformation og bevæge sig væk fra traditionelle, tunge vurderingsrapporter og levere kortere, hurtigere rapporter?

Dilemmaet, vi står over for ved IPCC-mødet – hvor vi begge repræsenterer hvert vores land – handler om, hvordan videnskabelige vurderinger har samme afgørende kvalitetsstempel som altid, og samtidig ligger klar, når de skal bruges.

Mens vi drøfter IPCCs fremtidige struktur og form, må vi ikke miste synet af det større billede. Hver beslutning, hver rapport, hver vurderingscyklus spiller en rolle i en meget større, løbende indsats for at mindske virkningerne af klimaforandringer.

IPCC forbliver med sin grundige og omfattende tilgang til klimavidenskab et fyrtårn af fornuft og håb og en kilde til uvurderlig indsigt i vores kollektive rejse mod en mere bæredygtig fremtid.

debat@altinget.dk